Pimp din babys body (eller hvilket som helst stykke tøj) DIY

Jeg elsker min lille fis. Han er sød og sjov og fræk, men så kedeligt klædt, hvis man ikke finder på lidt selv (eller har råd til at købe hele Småfolks kollektion – og det har jeg altså ikke).
Jeg får trækninger af det babyblå tøj der findes i butikkerne til små drenge – tror faktisk ikke at han ejer et stk lyseblåt tøj.

Forleden fik jeg købt to bodyer i H&M (to for 80 kr, rørende billigt), og påtænkte at gøre noget ved dem.

Det er der kommet dette ud af:

Her følger en DIY
Find den body (eller hvad du ønsker at opgradere)
Klip det ønskede motiv ud, og stryg det fast på vliseline
Jeg har været så heldig at vinde strygemærker af Jette, som passede perfekt til formålet. Ternene er klippet ud af stof fra Stof2000

Placer motiverne hvor du ønsker dem

 Læg bagepapir over, ellers er strygejernet ikke meget værd bagefter

Stryg

 Zigzag derefter rundt i kanten, gerne med en kontrastfarve. Jeg har valgt neon orange og neon grøn

Og sådan ser de så ud:-)

God fornøjelse!

Shopping

Lille A blev døbt i maj måned. Vi fik en håndfuld penge af nogle af gæsterne, og dem har jeg ventet med længsel på at bruge på noget spændende.
Igår gik jeg så småt igang. (Hr kæreste må venligst bemærke, at jeg kom hjem med et stort økonomisk overskud, selvom jeg uden problemer kunne have brugt rub og stub!).

Jeg var på strøg tur med mødregruppen (pyyha, det gør jeg ikke igen – fire barnevogne igennem mylderet, havde helt glemt hvor hektisk København kan være), og en tur i Retro Villa var planlagt.

Disse skønheder kom med mig hjem:

En fin cowboy porcelænsknage, der skal hænge på hans kommende skab, idé tyvstjålet her

Fint retro tapet til skamler og bord. Det er måske en anelse til den tøsede side, men jeg er helt vild med det, og har altså besluttet at det bliver det.

Bagefter var jeg en tur i genbrugsen, og synes jeg har været heldig på det seneste, her er hvad jeg fik med hjem

Fin fin kop med Mickey og Minnie på den ene side, og Anders And og Andersine på den anden

Skønne børnebøger, de får lov at blive som de er, og ryger altså ikke i klippe klister bunken – fandt derimod en Bambi bog og en Lady og Vagabonden bog, som jeg har planer om skal blive til julepynt

Jeg fandt også en stol til Lille A, der skal iklædes ovennævnte tapet, og en fødselsdgasgave til en lille pige jeg kender der snart fylder to år. Men stolen står inde ved Lille A som sover trygt, og pigens mor kan godt finde på at kigge med hgerinde – så de ting får I at se en anden gang.

Jeg elsker bare genbrug!!!

Flyv fugl, flyv…

…hjem til hende her og hendes lille nye pige.

Babyen kom endelig til verden, og der kom tre fugle ud af symaskinen for at ønske tillykke. De er i ikke-tøset stil, da jeg har indtryk af at det ikke lige er det lyserøde der hitter allermest hos hende:-)
Håber de bringer glæde.

Håber at alt er vel, og at vi snart blogges ved igen:-)

Jubii, gaveleg!!!

Jeg har meldt mig på banen til gaveleg, glæder mig rigtig meget til at give og få sjove og fine gaver, især fordi det er min første.

Jeg vil gøre en ære ud af at finde på noget der matcher modtageren, og håber at I vil lege med.

De første tre der melder sig sender jeg en gave og omvendt.

Sæt igang!

Klip og klister

Jeg elsker at suse lidt rundt i Blog land og blive inspireret af alle de kreative mennesker der findes herinde.
Igår faldt jeg over dette skønne indlæg med den flotteste collage.
Vi skal jo snart flytte, og jeg glæder mig i dén grad til at indrette, sætte ting på væggene, lave små hygge hjørner og alt det andet – jeg skal helt sikkert også lave sådan nogle her til væggene!

Det tog virkelig ikke særlig lang tid, og materialerne er jo bare hvad man lige har af papir i skuffen. Flamingoen har jeg klippet ud fra en stak børnebøger jeg fandt i storskrald hjemme ved svigerforældrene, tænkte at de var gode til lige netop dette formål. Geishaen er fra et Søstrene Grene papir.

Min søde veninde fik denne, men skal snart igang med en ny:-)

Fund til 40 kroner

Fund til 40 kroner

Ja, sådan et kan man jo være så heldig at falde over.

I jagten på bryllupsgear, fandt jeg denne søde kiste i en kæmpe stor (og ret fantastisk) genbrug i Ballerup. Den var hvid og skrammet, men efter lidt maling ser den sådan ud

diy opbevaringsbænk

Read More

Jubiii jeg har vundet

…min første Give Away!
Iiih hvor er jeg glad, og siger mange tak til Jette der havde sendt denne fine pakke

Det er fine strygemærker af Grønlands dyr – jeg har akkurat syet et par bukser til en fra min mødregruppe, der er halvt grønlænder – ærgeligt at jeg ikke lige fik sådan et her på, så må lilel Patrick få noget andet med en pingvin på.

Pude til natte-skamlen

Lille A har altid haft vanskeligt ved at sove, så at sige “overgive sig til søvnen”. Det er dog blevet en milliard gange bedre på det halve år han har levet, og nu kan vi nøjes med at sidde ved siden af ham om aftenen, når han skal sove.
Ofte må vi også ind til ham i løbet af natten, og sidde med en hånd på ham, og lige for tiden har vi jo ikke så meget tøj på – så når vi rejser os er det nogle gange med et “svuuuup…!”, fordi lårbasserne har klistret sig fast til skamlen. Og nogle gange vækker det ham. Ret irriterende når man er oppe for 3. gang, og har siddet som en zombie ved hans seng i et kvarter….

Det måtte der jo kunne findes en løsning på, og her til formiddag har jeg syet dette lille betræk. Er blevet ganske godt tilfreds, og må sige at mums-faktoren er hævet lidt:-)

Jeg synes at den både kan fungere i fx stuen, men også på Lille A´s værelse, når han bliver lidt større.
Det færdige resultat. Jeg har bare klippet med løs hånd efter cirka mål, syet piping i (neon satin kantebånd fra Stof og stil), syet sammen og fyldt med to lag pladevat. Meget simpelt.

Betrækket på den anden side

Svampe

PS sådan så den ud før….lidt bedre nu, hva!

PPS stoffet er det samme som det jeg har brugt til hagesmækker i min Give Away – deltag her

Bryllupsguirlande

Igår var en virkelig produktiv dag, hvor vi fik ordnet en masse ting og krea projekter ifht brylluppet. Sådan en følelse er jo skøn; at man kan sætte flueben ved flere ting!

Én af de ting jeg fik klart var en flag ranke der skal hænge på gavebordet (det siger næsten sig selv, ikke?)

Den ser sådan ud

Jeg er lidt ked af, at den grå er så mørk – det syntes jeg ikke at den gjorde, da jeg stod med det i hånden i Stof2000, kender I det?

Uanset tror jeg at den vil pynte i lokalet, og gøre det hele lidt mere festligt.
Jeg har også planer om at lave en med vores navne på.

Her følger en lille DIY for flagranke med navne på (beklager for mørke kedelige aftenbilleder)

Først klipper du en skabelon i papir

Så nåler du den fast på det ønskede stof

Klipper ud med en cm sømrum ca

Nåler fast på den ønskede bagside, og klipper

Syr det sammen

Klip helt tæt ind til syningen, så bliver spidsen pænere når du vender flaget

Vend flaget og stryg det pænt

Hvis det krøller i spidsen, ret evt ud med en spids (ikke FOR spids) genstand

Tegn bogstaver op på det ønskede kontrast stof til bogstever. Jeg har bare tegnet nogle løst i hånden, og brugt dem. Ønsker man det mere præcist kan man bruge en skabelon, evt et print fra word.

Stryg bogstaverne fast på vliseline (husk bagepapir over bogstaverne, så dit strygejern ikke bliver ædt op…!)

Så ser de sådan ud

Sy bogstaverne fast med zigzg i kontrast farve, jeg har brugt neon grøn

Nål flagene fast i et kantebånd og sy det sammen (glemte lige at tage billedet inden jeg syede..)

Hæng op og nyd synet!!