Vejning ifm vægttab - hjælp mig lige her!

Ting vi bør drøfte: om at miste sine veninder

Jeg har altid betragtet mig selv som en pige, sidenhen en kvinde, der har haft mange veninder. Nærmest uanset hvordan og hvornår i livet, så er det faldet mig nemt at etablere sociale relationer. Jeg er generelt ret begejstret for andre mennesker, også dem jeg ikke kender. Men pludselig er det gået op for mig, at jeg også er sådan en type der skal forholde sig til at miste sine veninder…..

at miste sine veninder

Det man ikke taler så højt om: at miste sine veninder

Da jeg var barn var det slet ikke problemfrit for mig at få og have venskaber. Jeg var ikke socialt stimuleret – det kan du læse om her eller lige her – og kæmpede for at forstå, hvordan tingene skulle gribes korrekt an. Da jeg var barn var det ikke så meget det med at miste sine veninder, mere at finde ud af hvordan man var veninder.

Jeg har, som jeg selv oplever og husker det, dog altid været meget loyal og hengiven i mine venskaber. Jeg gør mig virkelig umage!

Selvom jeg gør mig umage, så kan jeg også være en ret belastende type; det skal skam ikke sættes under en skæppe, ha ha… min gamle veninde fortalte mig engang, at hun var så hunderæd for at modtage et brev fra mig, hvis vi blev uvenner – fordi jeg altid var så konfronterende. Det har jeg aldrig glemt, for det er sandt. Når jeg føler mig uretfærdigt behandlet eller hægtet af, så har jeg en klar tendens til at gøre opmærksom på det riiiiiight away. Jeg prøver jo at gøre det på en pæn og ordentlig måde, og min intention er jo altid at holde fast i det jeg holder af, og er bange for at miste – i dette tilfælde en veninde. Og det kan nok virke lidt voldsomt for nogen. Men det må sgu da alle dage være mere ordentligt end blot at ignorere folk til de selv fatter, at de er uønskede. I dette tilfælde mig. Jeg kan i hvert fald hilse og melde, at det føles helt tosset uværdigt og sårende.

Mine veninder betyder meget for mig, og jeg elsker at købe gaver, overraske dem og på andre måder deltage i livet sammen med dem. Jeg synes – som du måske fornemmer – at jeg er sådan en hey-vi-er-veninder-lad-os-dyrke-det-agtigt.

I 2010 mødte jeg Tim. Han boede i Ølstykke, hvor han havde sine to børn hveranden uge. Jeg havde drømt om at få en have og dertilhørende ukrudt-stress længe. Det var ikke svært; hans børn og ukrudten var klart de tungeste lodder på vægtskålen, og jeg solgte min vidunderlige lejlighed i NV. Katten og jeg pakkede vores ragelse sammen, og møvede os ind i Tims lejlighed og fandt et nyt og anderledes liv dér.

Når man bor i Ølstykke, så er det sværere at etablere spontane aftaler på Wokshop og afsluttende drinks på Ponybar, imens man griner hysterisk over sine egne jokes og slingrer hjem på cykel kl 03.33. Når man dertil har scoret sig et kolikbarn, der har særdeles vanskeligt ved at sove og finde ro, så går der yderligere lige et øjeblik inden man er tilbage i topform. Og det tænkte jeg sagtens kunne finde sit leje – at det uden tvivl ville blive en ny måde at være venner på. Og det blev det også.

Og det er så svært at tale om. Og på en eller måde lidt skamfuldt.

For den topform kom ikke tilbage. Det er svært at sige hvad og hvordan det er sket, jeg kan bare lige pludselig se, at mængden af veninder er voldsomt reduceret.

Der er altid de to solide homies, de er heldigvis ikke sådan lige at ryste af.

Men pludselig er langt de fleste andre væk. Det er sådan helt udramatisk med de fleste. Og det er vel godt – det er bare sådan “hey, jeg har nok i mit eget sure vasketøj og familien der skal hænge sammen – jeg husker ikke lige at returnere på venskabet” agtigt. For alle parter. Mig selv inkluderet. Men det er næsten ikke nogen trøst.

For det betyder, at man næsten ikke har opdaget at den anden part er forsvundet ud af ens liv. Eller at man selv forsvandt ud af nogens liv, og de ikke opdagede det. Og inden man har set sig om, så er de gode gamle venner blevet erstattet med kollegaer og andet godfolk man random er stødt ind i.

Det er jo nok bare en af de vigtige ting man skal lære at balancere i. Og huske at det er ok, og at det ikke nødvendigvis skyldes sårede følelser, eller at modparten pludselig synes at man er pisse røvsyg.

Men jeg synes sgu godt nok stadig, at det er lidt svært at finde en helt okay følelse i, det dér med at noget som et venskab bare kan ophøre som ved ren magi.

Har du prøvet det dér med  at miste sine veninder?

Husk at du altid kan følge med på Facebook lige her!

Og Instagram lige her!

4 kommentarer

  • Yep… Da jeg fik nr. 2 havde jeg intet overskud og i perioden efter barsel følte jeg at mit sociale liv faldt fra hinanden. Jeg kunne vitterligt tude over det, og det tog lang tid at accepterer. Nogle venskaber forsvandt for good i den tid, andre er heldigvis kommet snigende tilbage 😍 det mest sårende var nok et post med hele “the gang” til julefrokost, hvor min mand spørger hvorfor jeg ikke skulle afsted… Jeg var ikke inviteret 😰

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja det kan sgu gøre lidt avs.
      Jeg har også svært ved bare at acceptere det, og glemme det….
      Dejligt at noget kom retur – og hold nu op, det lyder ikke rart at være left out af den julefrokost!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bjanka

    Ja, det kender jeg bestemt godt. Det er virkelig trist. Eller man er flere der mødes over en middag og lige pludselig går der laaaannng tid, inden man mødes igen. For hvem tager initiativet. Det er ikke af ond vilje. For man holder jo af hinanden, men lige pludselig, holder man af hinanden på lang afstand. 😕

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej kære Bjanka,
      ja det er bare så ærgeligt ik…..
      Hvilket leder mig til, at vi da straks må ses snart!! Jeg tager initiativet:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vejning ifm vægttab - hjælp mig lige her!