Børneloppemarked i byen

Daginstitutioner bag facaden – #LetHjertet

Jeg har lige set dokumentaren “Daginstitutioner bag facaden”. Det var skrækkeligt. Og desværre så genkendeligt.

Daginstitutioner bag facaden

Det er Chili Djurhuus der sammen med TV2 har lavet dokumentaren “Daginstitutioner bag facaden”. Den er optaget med skjult kamera, en metode jeg mange gange kan finde problematisk. Jeg har arbejdet på special området i en rum tid, og har oplevet institutioner blive hængt ud, på optagelser der langtfra var retvisende.

Men jeg må nok lige tage mine forbehold en tur tilbage i skuffen, for av av min arm – uanset hvordan der kan være fiflet med disse optagelser, så er der intet der kan retfærdiggøre det jeg lige har set.

Daginstitutioner bag facaden – brug hashtagget #LetHjertet

Chili Djurhuus har opfordret til, at alle os der arbejder indenfor faget deler vores historier, hvis det på den mindste måde synes genkendeligt. Del på dit sociale medie og brug hashtagget #LetHjertet hvis du vil være med.

Her får du min. Min oplevelse af Daginstitutioner bag facaden anno 1999.

Jeg var 19 år da jeg første gang fik arbejde i en daginstitiution, det betyder at det var i 1999. Det var på indre Nørrebro, tæt på hvor jeg boede.

Min erfaring med børn var ret stor for én på min alder; jeg har, så længe jeg kan huske, beskæftiget mig med børn. Først mine brødre, som jeg ganske ofte var sammen med og passede, og derefter som barnepige for en lang række børn i mit netværk.

Jeg havde en drøm om at læse psykologi, men en stormfuld og udfordrende tid på gymnasiet gjorde at mit snit ikke var til dette – og jeg endte derfor på pædagoguddannelsen. Og blev pædagog.

Min tid i institutionen på Nørrebro var meget lærerig. Jeg havnede som fast vikar på en stue, hvor det øvrige personale bestod af en kvinde på ca 60 år – lad os kalde hende Henriette – og en medhjælper, hende kalder vi Laila.

Henriette og Laila repræsenterede meget forskellige menneskesyn. Henriette var uddannet pædagog, og havde været det i mange år. Henriette transporterede sig hver dag fra en forstad til Kbh med det offentlige og til indre Nørrebro, og var ikke ked af at indvi os andre i hvor bøvlet dette var.

Man kunne heraf jo foranledes til at tro, at Henriette havde et stort og rummeligt pædagoghjerte der bankede for udsatte børn, som der var alt for mange af i denne institution. Der var også en meget stor andel der havde anden etnisk baggrund end dansk, og som bekendte sig til en gud der hedder Allah. Tilfældet var dog, at Henriette ikke havde meget tilovers for dette. Hun synes at Allah og alle hans kumpaner skulle tage sig lidt sammen, og begynde at spise nogle røde pølser.

Laila var en helt anden type. Hun var sød og mild, men også meget stille. Hun gav ikke noget væsen af sig, når Henriette tordnende råbte til et barn, så dets hår blæste bagover, at “Nu er det altså slut med at spise så grimt, Mustafa, er det sådan dig og din underlige familie sidder og spiser derhjemme?!!” midt i frokosten. Sådan som Laila vanligvis reagerede var med en hovedrysten til mig, og et træk på skuldrene der ligesom indikerede “Ja, sådan er Henriette jo bare, det kan vi ikke rigtig gøre så meget ved”. Og så gav Laila det barn et ekstra kram bagefter. Og så tænkte hun måske, at det regnskab var gået i balance igen.

Jeg husker mange episoder, hvor Henriette var decideret modbydelig ved børn. Flere af børnene kunne have rester fra dagen før med på madpakken – nemlig pizza og pomfritter fra pizzamanden. Dette blev ofte kommenteret af Henriette, der hånede disse børn med spydige kommentarer.

En anden gang skulle der laves en skrivelse til kommunen på et barn. Barnet var ikke et af dem Henriette var sådan rigtig glad for, og hun sagde til mig:

Kunne du ikke skrive noget også, i den rubrik hvor vi skal udfylde det med ressourcerne? Ellers bliver det bare alle de dårlige ting der kommer til at stå….Han er så irriterende.

Jo, jeg skulle meget gerne notere alle de gode ting. At hans øjne skinnede af begejstring, når vi løb i kuglebadet, at han havde en stor lyst til livet og var rigtig god til at leve det hensigtsmæssigt, når han fik støtte til det. At han var en god ven, og sagtens kunne løse opgaver og udfordringer, så længe der var én der heppede på ham. Og det skrev jeg. Men jeg var 19 år, og havde ingen pædagogisk faglig ballast, som jeg kunne læne mig op af. Kun min intuition.

Det kalder man forråelse. At mennesker handler ondt, og endnu værre; accepterer og bidrager til at denne opførsel kan fortsætte. Dermed bliver det dét der danner præcedens, og et virkelig uhensigtsmæssigt mønster er lagt.

Daginstitutioner bag facaden

Og forråelse finder sted mange steder, tror jeg. Jeg så det i hvert fald dér på Nørrebro.

Hvad gjorde jeg så selv? Spørger du mon – og med rette.

Jeg gik ind til min leder, og fortalte hvad jeg oplevede og så. Lederen kunne – til min store forbløffelse – genkende alle de sider af sagen som jeg fremlagde, og var fuldt ud klar over at pædagogen havde disse holdninger og meninger.

What the actual fuck…? 

Lederens holdning var også, at den slags pædagoger skal der også være plads til. Og at børnene kunne lære noget af den kontante facon.

Jeg havde mange kampe med pædagogen efterfølgende, og hun klagede over min indsats til lederen. Jeg endte med ikke at have flere timer at få. Og så stoppede jeg.

Jeg har tænkt på børn mange gange, og sendt dem en undskyldende og sødmefuldt tanke.

Hvorfor tænker jeg så på det nu mon….

Efter at have set Daginstitutioner bag facaden blev jeg mindet om min tid på Nørrebro. Da jeg så den unge fyr afvise og nedgøre det lille barn der havde klemt sin finger i døren, tænkte jeg at det nok ikke er fordi han er et dårligt menneske. Han har nok lært af sine kollegaer, at det er sådan man tackler børn. At børn har en agenda med det de gør, og at de kan planlægge og reflektere over egen ageren – og derefter skal straffes så de holder op med det, som man oplever er uhensigtsmæssig adfærd. Det er blevet en kultur, og den måde man omgås børn på.

Og når der ingen voksne er med overskud og kræfter til at have det faglige fokus i højsædet, så sker disse ting igen og igen. Hvor længe vil vi acceptere, at vores børn skal lægge krop og sind til denne russiske roulette? Hvor længe skal fagligheden udfordres på denne måde, og ikke have lov at udføre et fint, godt og solidt stykke arbejde?

Så du også Daginstitutioner bag facaden – og hvad synes du om programmet?

Alle navne, episoder og beskrivelser er ændret så de ikke henviser til det helt virkelig skete – og omskrevet til tilsvarende episoder der repræsenterer sagen med samme budskab. 

Husk at du altid kan følge med på Facebook lige her

Og Instagram lige her

 

Ingen kommentarer endnu

Skriv noget her for pokker, skriv!

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børneloppemarked i byen