Sjove gækkevers og gækkebreve

Minder fra min barndom

Jeg har i noget tid tænkt, at jeg ville lave en lille serie her på bloggen der hedder Minder fra min barndom. En lille portefølje om de minder jeg især husker.

Det kan nok fremstå en anelse selvcentereret, sådan at lave en serie med highlights af primære svære minder fra ens eget liv. Men jeg ser at det absolut er de indlæg I bedst kan lide at læse, og det er også ofte dem der giver mest mening at skrive. Så, værsgo…et lille stykke af mit indre.

Minder fra min barndom

Minder fra min barndom – Grønnevej 255

Da jeg var seks år flyttede vi fra et lillebitte hus i Virum til en flot lejlighed i det nærliggende Sorgenfri. Min mor og far, min lillebror på fem år og mig.

Jeg husker, at vi – en samlet lille familie på fire – gik igennem glasgangene der forbandt de tre højhuse, og var ude at hilse på alle børnene på legepladsen. De vinkede og hujede, og vi var meget hurtigt en del af det lokale miljø. Det var et godt miljø. Der var trygt og godt at løbe og lege, og det var godt eftersom vi brugte den meste af tiden udenfor – sendt ud af vores mor. Det kan du læse mere om her.

Vi flyttede ind, jeg startede i skole og på fritidshjem og livet blev hurtigt en velkendt rutine.

Min far forlod os. Jeg husker ikke præcis hvornår, men der var et tidspunkt hvor jeg vidste at han var mere fraværende end til stede, og at han definitivt ikke var til at regne med længere. Det efterlod mig med min mor. Hun var bare heller ikke til at regne med; hun var faktisk endnu sværere at få tillid til, da hun altid var på vagt og klar til at ofre det barn der stak næsen længst frem – det var typisk mig. Et forkert blik, en sætning sagt med lidt for krævende eftertryk eller utaknemmelighed; det var de tre ting man helst skulle klare at navigere udenom. Jeg klarede det ikke så godt. Hverken i den rutineprægede hverdag, heller ikke derhjemme.

10-års fødselsdag med uventet besøg

Der gik nogle år, og jeg fyldte ti år. Det var en onsdag. Jeg husker ikke hvad jeg lavede den dag, helt det sædvanlige tror jeg. Vi blev ikke fejret derhjemme, men jeg husker at jeg engang har haft flødeboller med i skole, og gik op og ned imellem bordene og delte ud – så stolt at jeg kunne sprække. Der var købt for mange flødeboller, så jeg havde endda nogen med hjem.

Jeg sov i det der vel egentlig var spisestuen. Lige ved siden af køkkenet på en grå klap-ud-sofa i uld. Jeg hadede den sofa. Den afslørede min mors bistands-rolle synes jeg, og var så utrolig upassende at have som seng for et barn.

På væggene hang der gudsfrygtige plakater af en Gud der tordnede afsted over himmelen med rød kappe og en skinnende stav i hånden. Min mor er helt utrolig religiøs. Jeg ved ikke om I forestiller jer en alkoholiseret mor, der lod hjemmet sejle og aldrig gav os mad. Den del har jeg ikke beskrevet så meget.

Det var faktisk helt omvendt. Min mor beskrives nok bedst som meget…samlet. Holdt altid på formerne og formaliteterne. Ryddede sirligt op hver evig eneste dag, afskyede alt der indikerede en sløset og  sjusket livsstil men elskede snoede billedrammer, lystestager der hang på væggen og et rent hjem. Åh, der skulle være rent. Jeg har ofte tænkt, at min ligegyldighed overfor et ryddeligt hjem er en stor fed fuck-finger til min mor. Tag den..!

Tilbage til min fødselsdag.

Jeg sov. Klokken var 23. Jeg vågnede langsomt op, da der var tyngde på mit bryst. Der var også en insisterende duft af shampoo, og jeg slog øjnene op. Der sad en mand på min seng, og hans hovede lå på mit bryst. Jeg spejdede ud i rummet, der var lys i gangen, og jeg så min mors silhuet. Hun stod lænet op af dørkarmen, armene over kors og observerede det hele. Jeg så febrilsk på hende “Hvem er det? Og hvorfor gør du ikke noget??!” tænkte jeg. Jeg husker det så tydeligt

“Hvorfor GØR du ikke noget???”

Min mor gjorde aldrig noget. Det er allermest kendetegnende for hendes forældreskab overfor mig. Hun observerede mig, gerne med et kritisk blik, og så rystede hun enten skeptisk på hovedet eller irettesatte mig med en spids tone der ikke efterlod nogen tvivl om, at der skulle rettes ind NU! 

Det gik pludselig op for mig, at det var min far der sad dér med hovedet på mit bryst. Min far i en anden udgave; tynd og langhåret. Helt anderledes og skræmmende. Med basketsko på fødderne og en Batman kasket trukket ned over det lange hår. Han vrøvlede en masse om, at han havde gaver med til mig. Det var to album af Steen og Stoffer, som jeg efterfølgende værdsatte højt. Der var også en hilsen i. Jeg har dem desværre ikke længere, dem ville jeg ønske jeg havde gemt.

Der var også en anden kvinde tilstede, hende omtalte min mor efterfølgende som jeres fars nye kæreste, narkoluderen. 

Min far sagde en masse ting til mig, jeg hørte intet af det. Jeg var i chok. Jeg holdt min mor fast med øjnene, og så hende vende sig og gå. Min far så det også, og rejste sig fra min seng og gik ind i stuen. Jeg hørte en masse bimlen og bamlen, og hørte ham tage uret ned fra væggen. Sådan et lidt ældre vægur, som havde været hans mors.

Han kom ind til mig, og gennemrodede alle hylder der var. Jeg forstod ingenting.

Min mor kom tilbage, med sig havde hun Johnny, min venindes far. Johnny råbte brysk “Så kan du godt skride igen, Per!”  Det lod min far sig ikke sådan påvirke af, og de endte med at komme i et mindre håndgemæng. Min far tog fat i Johnnys skjorte, og forsøgte at løfte ham. Johnny vejede dog omtrent det dobbelte af min far, og det resulterede blot i at Johnnys skjorte revnede.

Hele rummet blev oplyst af blåt lys – politiet var kommet. De kom styrtende op i lejligheden, og alle kom op at slås. Jeg sad stadig i sengen, med dynen oppe under hagen og så på det hele.

Pludselig var det hele slut, og der var kun min mor, Johnny og et par betjente tilbage. Min mor sad på min seng, og så forstenet ud i luften. Jeg begyndte at græde, og kravlede hen til min mor, forsøgte at mase mig ind til hende. Hun kiggede fortsat ud i luften, og så verfede hun mig væk. Et kort øjeblik efter begyndte hun selv at græde, og jeg så forvirret på hende. Så gjorde jeg det man skal, når nogen græder, jeg trøstede hende.

Af alle de ting jeg oplevede den nat, var dét den værste. Fuld af frygt og med et ændret verdensbillede, afviste min mor mig igen. Jeg havde om på noget tidspunkt brug for hende, og hun så lige forbi mig. Jeg eksisterede ikke.

Min mor og Johnny blev afhørt af politiet. Vi fik efterfølgende en hotline til politistationen, så de ville kunne stå der straks, hvis det skulle gentage sig.

Jeg blev gennet op af sengen, fik lidt tøj på og en skoletaske med og kom med Johnny over i deres lejlighed. Den kendte jeg rigtig godt, der sov jeg tit. Der blev redt op på min venindes værelse, hun vågnede op og jeg fortalte hende hvad der var sket. Så lagde vi os til at sove.

Dagen efter gik jeg i skole, sammen med min veninde, med min nye skoletaske på ryggen. Den havde jeg fået i fødselsdagsgave. Den var turkis med regnbuefarver på forlommen. Jeg havde ønsket mig den indædt, men hele verden var alligevel grå.

Jeg husker ikke hvad jeg sagde ovre i skolen, men noget har jeg sagt – sandsynligvis brød jeg nok “bare” helt sammen. Vi havde en god og meget kærlig lærer, Arne Hjeds. Han bagte brød til os på vores fødselsdag, og vi var hjemme at besøge ham på Amager én gang hvert år. Han var god og venlig.

Det næste jeg husker, er at Hjeds og jeg går afsted på Grønnevej hjem til min mor. Han følger mig ind, og det eneste jeg husker er, at han ser rystet ud. Han reagerer tydeligvis på det der er sket, og får fortalt min mor at jeg har det rigtig skidt. Det var så vigtigt for mig, at jeg i hans ansigt kunne se en forskrækkelse – at han bevidnede, at det der var sket var alvorligt, og ikke noget jeg skulle stå med alene. Han gav mig et kram, og så gik han tilbage til skolen.

Jeg blev fritaget fra skole det næste stykke tid. Mine brødre, vores mor og jeg tog i et sommerhus langt væk, kørt derop af kommunen. For at skærme os. For at vi skulle komme os. For at vi sammen skulle finde ro og finde hinanden igen. Det lykkedes ikke.

Den tur kan I høre mere om i næste afsnit af Minder fra min barndom….

Husk at du altid kan følge med for nyt på Facebook lige her!

 

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sjove gækkevers og gækkebreve