Hjemmesyet flæsenet af velour

Hvorfor er sko til drenge altid så kedelige?

Snart er det tid til at Alvin stormer ud af døren, med jakken hængende efter sig – halvt trukket op over det ene arm, og ellers flagrende bagud. For det er ved at blive forår! Jubii. Det vil sige at vi skal ud at investere i sko til Alvin også…og det kan sgu godt være en noget sløj omgang, hvis du spørger mig!

sko til drenge

Sko til drenge; en uinspirerende omgang

Vi er utrolig glade for Adidas sko herhjemme, faktisk er det de eneste vi køber, når der handles sneakers ind. Da Alvin var mindre, var mulighederne for at finde nogle friske og frække sko noget større, for han kunne også få nogen der måske nok var mærket pige-sko. For eksempel købte jeg de her sindssygt funky sko til ham engang.

Jeg er ikke den eneste der tænker sådan, se hvordan Twins and todler tænkte da hun var ude at købe tøj til sine drenge.

Som han bliver større, bliver skoene i pigeafdelingen noget mere snævre i deres udtryk også; der er utrolig meget glimmer og lyserødt dims på. Ikke at han ikke må have det på fødderne, men det har han ikke lyst til. Tilsvarende er udvalget i sko til drenge simpelthen så jævnt kedeligt, at det fandeme ikke er til at fatte. Uanset hvor meget jeg forsøger at forstå den strategi der køres, så begriber jeg bare ikke, hvem det er der har besluttet, at sko til drenge skal være blå, sorte eller grå, uden overflødig pynt, ingen spændende detaljer, ingen glimmer (fx kunne der da være strøet glitrende lyn ud over dem, mønstre i spændende farver, flotte dyr OG EN MASSE ANDET??) men faktisk bare være dødsyge.

Hvad er pointen? Kan nogen gøre mig klogere??

Sidste sommer var Alvin og jeg i Deichmann, de fører nemlig Adidas sko til børn. Jeg stod som sædvanligt og var i syv sind, om hvilke overvældende kreative og spændende sko vi skulle vælge; blå, sort, sort eller sort?? Umuligt valg jo. Da Alvin siger:

Mor, hvorfor er det kun pigeskoene der ser sjove og flotte ud?? Alle sko til drenge er kedelige. Jeg vil også have nogle flotte sko!

Og dét blev jeg sgu lidt ærgelig over. For han har jo ret! I alle børnebutikker er afdelingen med pigetøj mindst en trediedel større end samme afdeling til drenge. Udvalget i tøj til drengene er dér ligeså stereotypt kedeligt, og tilsvarende overvældende fyldt med detaljer til pigerne. Motiverne til drenge er typisk  i én af følgende kategorier; superhelte, biler eller dinoer. Og de emner er skam fine nok, jeg kunne måske bare godt tænke mig lidt diversitet, noget der var smart og gav et andet udtryk end “100% trouble” eller hvad man nu finder på at trykke på de bluser dér. Sådan nogen har Alvin da også haft, men der kunne også stå “My mummy loves me” – bortset fra at det er en pigetrøje jo. Forståes.

sko til drenge

sko til drenge

sko til drenge

Skoene herover var dem jeg lige faldt over dén dag i dén butik – det er altid det samme billede der tegner sig. Sjove detaljer, flotte farver og fine mønstre til pigerne. Til drengene kan du vælge mellem kedelig, neutral eller praktisk. Dua kan nok også kombinere de tre ting, jo jo.

Har du tænkt over forskellen? Jeg har tænkt over det lige siden jeg blev gravid. Det var én af de store årsager til at jeg begyndte at sy – så han kunne få noget andet på, end bare biler og stjerner (som var det der prydede babytøjet til drenge, da Alvin var bebs for syv år siden).

Jeg vil så gerne have nogen fede sko til Alvin, men det er svært at finde – hvis du kender et sted, så smid gerne en kommentar herunder.

Jeg har tidligere talt om forskellen på tøj til drenge og piger, da jeg skrev om at Alvin gik i leggins – og blev smidt ud af en facebook gruppe grundet det samme.

Husk at du kan følge med på Instagram lige her og Facebook lige her – der opdaterer jeg altid med nye indlæg!

Ingen kommentarer endnu

Skriv noget her for pokker, skriv!

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmesyet flæsenet af velour