Forklar dit bloggernavn #1 - opkaldt efter en dildo

Når man glemmer at man er pårørende til en misbruger

og lige pludselig bliver mindet om det for fulde hammer! Hvordan kan man overhovedet glemme, at man er pårørende til en misbruger – spørger du måske om med rette.

pårørende til en misbruger

Her til aften var Tim og jeg inde at se Ben is back.  Jeg blev rørt helt ned i min slidte Adidas sål, og mærkede alle de ting, som jeg normalvis går og har glemt.

Glemt er måske ikke det rigtige ord, for jeg bærer egentlig min historie med stolthed, og også meget synligt. Jeg er bestemt ikke flov eller utilpas ved at fortælle om, at min far har været misbruger. Sådan rigtig hardcore misbruger. Og det vil jo sige at jeg er pårørende til en misbruger. Det kan du høre meget meget mere om, hvis du lytter til den episode af Zornigs Zone min far og jeg var med i.

Men. For der er et men. Et men der nogen gange titter lidt frem, og andre gange mere insisterende skubber den pæne facade væk, og kræver sit rum og plads. Det er et dilemma; et dilemma der består af krop og følelser.

Kroppen husker det nemlig. Jeg var kun ti år da min far kom i behandling. Ti år, da det der var smuldret helt og aldeles, og havde påvirket mit liv massivt i halvdelen af mit liv, var ved at nå en afslutning. Ti år, da min mor anede et håb for at vi blev en familie igen, og stålsat satte kursen mod det. Forgæves, for sådan skulle det ikke være. Ti år, da mine brødre og jeg skulle mærke den brændende konsekvens af dette, og bære videre på det opbyggede luftkastel, der var højere og mere massivt end den 14-etagers bygning vi boede i.

Mit paradoks er at kroppen husker det, men at hovedet glemmer det. I kroppen sidder følelserne, som kan aktiveres af forskellige ting eller årsager, til aften var det en film. For et par uger siden var det bogen “Den der lever stille” (som jeg vil anbefale til alle der har levet med en undertrykkende, kontrollerende og utilregnelig mor eller far). Hovedet har glemt det meste, nogle ting hænger fast; indbruddet min far begik på min ti-års fødselsdag, manglen på penge altid, skammen ved at være i en familie der ikke virkede og på alle måder skilte sig ud – og andre ting der pludselig, vitterligt som et lyn fra en klar himmel, kommer tilbage. Ting jeg ikke kan italesætte her. Måske ikke endnu, måske bare aldrig.

Så på den måde bliver følelserne sjæle uden legeme – og svæver rundt i en glemt sløret fortid, der aldrig hviler, men indimellem falder nærmest helt til ro. Ved at se en film som Ben is back får de lidt krop. En krop der kan huse dem, og gøre tingene mere håndgribelige.

Og det føles rart og godt. Selvom man får en stor klump i halsen undervejs.

Hvad så når man er pårørende til en misbruger?

Ja hvad gør man så egentlig?

Jeg er jo én af de heldige få der kan takke universet for at min far slap levende igennem det. Han er i live og har det rigtig godt. Levende på alle måder, og en stor daglig glæde i mit og Alvins liv. For det er jeg søreme taknemmelig. Helt ind i hjertekulen.

Men i skyggen af den taknemmelighed hviler noget andet, som er en følelse der indimellem svulmer lidt op og træder frem af skyggen. Krabber sig vej igennem de bumpede veje, og stikker først en lilletå og så en fod udenfor. Og det er indebrændtheden.

Indebrændteheden over at skulle huske at være taknemmelig og stolt af min far, og derfor skubbe de andre følelser væk. De følelser som er mine vrede, sårede og forbitrede følelser. De handler egentlig sjældent om min far; næsten altid om at han lod os tilbage alene med vores mor. Vores mor der er syg, og som hverken magtede eller ønskede at tage sig af os. Dét kan jeg til evig tid være vred, ulykkelig og uforstående omkring.

Og dét har jeg mærket meget tydeligt det seneste år. Og nu er det vist tid til at mærke det lidt igen.

Jeg har besluttet mig for at tage til mit første Nar-anon møde, møder der er “medlem” af AA & NA familien, men som har fokus på pårørende. Min far har anbefalet mig det sådan ca for evigt, men jeg har aldrig fået det gjort. Nu vil jeg gøre det.

Er du selv pårørende til en misbruger, og har du erfaring med dette – så del gerne dine erfaringer, de vil være værdsat <3

 

Husk at du kan følge med på Instagram lige her og Facebook lige her – der opdaterer jeg altid med nye indlæg!

21 kommentarer

  • Helene

    Du skriver så godt og lige fra hjertet. ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pyha. Jeg er, desværre, også pårørende til en misbruger og pt. er det lidt en rutsjebane, men vi håber naturligvis på, at det er helt slut. Du beskriver følelserne omkring det så godt – jeg er glad for, at både din far og dig kom igennem det.

    Og tak for oplysningen om Nar-anon, dem vil jeg kigge nærmere på!

    https://nouw.com/satinawandel/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Ja pyha det er er ikke for sarte sjæle! Jeg ønsker jer alt det bedste.
      Selv tak da, ja det må lige tjekkes ud da.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • ❤️ kærlighed din vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Sara

    Virkelig et fint indlæg…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Sara

    Virkelig et fint indlæg, jeg syntes at du beskrevet det så fint sad virkelig med en klump i halsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • CK

    Uhhh… Vi har også været igennem en slem omgang i vores familie. Det svigt vi oplevede – og i særdeleshed mig, det er så vanskeligt at glemme. Selv efter flere år, sidder der rester tilbage og følelser, som jeg aldrig tor vil gå helt væk – en følelse af svigt, afsky og afmagt. Det er så svært, når man samtidigt ikke ønsker andet end at glemme, elske og tilgive

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Ja du beskriver det meget præcist. Der er mange paradoksale følelser i det.
      Jeg håber at det er blevet nemmere for dig<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et indlæg! Det må bestemt ikke have været nemt forælder, der er misbruger. Men fedt du deler ud af dine tanker omkring det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Tak for din kommentar:)
      Nej det var en smule udfordrende kan man godt sige.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan genkende alle dine tanker og følelser omkring emnet, da jeg selv er datter til en kvartalsalkoholiker…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Ja så kender du møllen. Håber at alt er bedre i dag<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Drengelopper.dk

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • louise nielsen

    Kære du.
    Jeg deler her lidt af min historie. Jeg er vokset op med en mor der er hardcore narkoman. Du ved med sprøjte, fængsler osv. Jeg kom i pleje som 9 årig, men har indtil for 1 år siden haft kontakt med min mor. Idag er jeg 34 og har 2 børn. Vores relation blev for opslidende og jeg har derfor brudt kontakten, for at passe på mig selv og mine 2 børn.
    Jeg har for år tilbage gået i pårørende gruppe og det var i sig selv ret helende for mig. Jeg har i mange år søgt svar på, hvorfor hun ikke elskede mig højere end stofferne. Et spørgsmål mange børn sikkert stiller sig selv. Jeg er nået frem til at det ikke handler om kærligheden til mig, men at hun hader sig selv højere, end hun elsker mig. Det er trist! Men med det kan jeg leve videre med en form for afklaring.
    Jeg håber for dig at du finder dig en gruppe, som kan hjælpe dig med at hele dine sår. Det er ikke farligt, men kan gøre ondt. Men husk at de grimme ting er overstået, nu er der kun følelser og minder tilbage 😊
    Kærlighed til dig og dine pårørende 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Kære Louise,
      tak for din kommentar.
      Det lyder som om vores forældre har bøvlet med det samme – av av det er så voldsomt.
      Ja det er det berømte spørgsmål – og jeg kan stadig godt stille det ind i mellem, men min far kom jo ud på den anden side. Og det har jo givet mig en masse, fx svar på hvordan det var at være misbruger – og det kan jeg bruge i min egen proces.
      Men nu er tiden dog kommet til at det skal være mig det skal handle om.
      Tak for dit svar, det sætter jeg stor pris på<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg er! Min far drak sig ihjel i julen ‘12. Cirka 10 år tog den mest massive tid af hans langsommelige selvmord. Der før var der bare lige rigeligt alkohol. Min mor var meddrikker, forsyner, ynker, forsvarer og meget mere. I sommeren ‘14 indstillede jeg al kontakt med hende.
    Jeg har prøvet, jeg har virkelig prøvet. Jeg har set min far i druk, optimisme, nedtur, delir, behandling, det hele. Jeg har kørt ham på afvænning, deltaget i udskrivningssamtaler, talt, råbt, skreget, spurgt, tryglet, ignoreret, rettet ind, you name it.
    Jeg var afklaret da han døde, fældede ikke en tåre.
    Efterfølgende forsøgte jeg virkelig at få et brugbart forhold til min mor. Vi inviterede, tig hende med på ture, støttede, og fik absolut intet tilbage. Fuldemandsopkald, bebrejdelser, fortrydelse over at have fået mig, fik mig til at indse at kontakten skulle brydes såfremt jeg skulle leve det liv jeg fortjener.
    En sten af dimensioner lettede fra mine skuldre. Jeg kan hellige mig min mand og børn nu. Jeg skal ikke skæve nervøst til klokken hvis telefonen ringer.
    Jeg er fri! Og dog, tankerne kan jeg ikke afbryde. Mange spørgsmål får jeg aldrig svar på.
    Hvorfor var alkohol vigtigere end mig og mine?
    Hvorfor skulle deres utilstrækkeligheder gå ud over mig?
    Hvorfor hjalp ingen? Var der virkelig ingen der så det?
    Svar får jeg aldrig men jeg lærer konstant noget nyt om mig og den bagage jeg slæber.
    Kroppen husker, den husker følelserne..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forklar dit bloggernavn #1 - opkaldt efter en dildo