Nye underhylere til drengen: upcycling af tøj

Når ens mormor dør, og man ikke er sikker på at man ejer rettighederne til at kalde hende det længere

Jeg har vandret rundt om det her indlæg i tankerne den sidste uge. Frem og tilbage, ind og ud af kontrolpanelet på min blog. Påbegyndt og afsluttet det.

Nu skriver jeg det bare.

Min mormor er død. Det er der som sådan ikke noget meget voldsomt eller overraskende ved. Hun var en dame der blev lige knap 90 år, og som sluttede af på fin vis.

Det tror jeg i hvert fald.

mormor dørOg det er dét der er så utrolig udfordrende og vanskeligt. Jeg har ikke set min mormor i mange år, sidst var jeg 14 år, iført en limegrøn satinskjorte og fik den kolde skulder af min mormor og morfar. Min kusine blev konfirmeret, og det jeg troede skulle blive en rørstrømsk og kærlig genforening for min bror og jeg med vores  elskede bedsteforældre, det blev til det stik modsatte; en manifestering af at det der var definitivt var afsluttet, og at det der kom blev uden dem.

Da vi stod i det rustikke køkken bygget af min mors storebror, med køkkenbordet og buddingen imellem os, sagde min bror og jeg hej til min mormor og morfar. Hjerterne bankede, spændingen var uudholdelig og glæden stor. Vi husker begge de magiske ferier hos min mormor og morfar som små særlige øer fyldt med lykke, hindbær, solo-brus  og stunder drysset med glimmer. De var nogle dejlige mennesker.

De vendte sig om og gik. Ind i stuen med budding på deres tallerkner. Det var sidste gang jeg så dem. Det var sådan mit sidste minde om dem blev. Det er ubærligt.

Jeg har nu levet et liv på næsten 39 år. Jeg har ikke haft nogen mor i mit liv i de 26. Det er snart dobbelt så lang tid som jeg har levet. I virkeligheden har jeg aldrig haft en mor i mit liv, men blot én der gav mig en hjemmetid, sendte mig i seng om aftenen, vækkede mig om morgenen og mindede mig om når jeg trådte ved siden af.

Og dét der egentlig har fyldt de sidste dage er, at jeg bliver så træt. Ikke sådan “sur-træt”, men sådan “Ååååh nu er der mere bagage at forholde sig til-træt”. Lavpraktisk er det nemt nok; et forhold der ikke har eksisteret i 25 år, skal selvfølgelig ikke manifesteres af mit behov for at sætte punktum ved begravelsen. Og tænk hvis min mor var der – hvilken skandale det kunne udvikle sig til! Nej, en buket bliver det nok bare til.

En buket som jeg deler med mine kusiner. De kusiner der heller ikke eksisterer i dødsannoncen. Og dér kommer trætheden igen – det evige bøvl der følger med de mønstre og den måde at have familie på i denne her familie.

Og burde jeg overhovedet skrive om det her? Er det at vanære en kvinde, der lige er afgået ved døden? Det er ikke min mening. Min mormor var en kvinde der havde kæmpet sine kampe, og jeg husker hende ikke som andet end omfavnende og kærlig i de år jeg havde hende i mit liv. Men da min mor smed mig ud hjemmefra, så sluttede mit forhold til hende også, det kom helt bag på mit 14-årige jeg at mine gyldne minder ikke kunne stå distancen uden min mor. Der jo ikke var en mor. Det var bare snyd og spil for galleriet – det troede jeg at alle vidste.

Og dét har kostet mange timer i frustration, afmagt og ulykkelighed. At blive frataget valget af at påvirke relationen; at være medbestemmende som et rigtigt menneske. At blive reduceret til en brik der snildt kunne undværes, det var svært at komme mig over.

Der bliver ved med at dukke ting op fra fortiden, som vanskeliggør og udfordrer dét at leve et ubekymret og harmonisk liv. Mennesker der dør, mennesker der træder ind uden at træde ind, mønstre der er så pisse-besværlige at ændre. Ting der hele tiden skal piske op i andedammen med en hale fuld af alt for farverige skæl.

Det bedste man kan gøre er at bryde det, ik? At være The bigger person.

Fuck nu af mand, det er svært!

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, andet end at hælde det ud her. I én stor pærevælling.

Der går efterhånden længere tid imellem disse indlæg, for jeg ved ikke rigtigt om de har sin plads her på bloggen længere. Jeg har sådan en følelse af at de burde samles og stå som et overskueligt leksikon jeg kan slå op i efter behov.

Der er mange der har rodede barndomme og besværlige familier. Der er nok mange der tænker meget mindre på det end mig. Nogen gange føler jeg at jeg sopper rundt i en suppedas af selvelendighed, og frygter at ligne min mor; bitter og uden evne til at skelne realitet fra indbildning og egne følelser.

Så bær over med mig.

 

 

16 kommentarer

  • Louise

    Det hører til her på bloggen!!! Jeg har egentlig fulgt dig længe og modtaget dine indlæg i min Feedly. Mange har jeg ikke læst og nogle gange er det svært “at lære en ny blogger at kende”. Men så kom dit indlæg. Om din familie. Jeg ved ikke hvad der er sket. For som du skriver, det hele er lidt én stor pærevælling! Og selvom jeg ikke helt hvad der skete, hvorfor du blev fravalgt eller måske valgte du fra? Så fik jeg bare følelsen af “hey… sådan har jeg det også!”
    Men derudover… Jeg er ked af dit tab. Selvom der ikke har været kontakt, så er det et tab. Du har ret til at kalde hende for mormor og du har ret til at være ked af det.
    Kram og tanker fra Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Kære Louise,
      tak for din kommentar.
      Ja bloggere er der efterhånden nok af…så jeg er glad for at du følger med her indimellem:)
      Jeg tror at det næste indlæg bliver en fortælling om starten, jeg kan se at flere kunne brug esådan et.
      Og ja, det er et tab, dem møder vi alle….
      Godt nytår til dig:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Et af dine bedste skriv til dags dato. Du tog mig i hånden og snurrede mig rundt til jeg svimlede. Tak for din ærlighed, dine bevingede ord og, ja, ikke mindst din historie, der vækker genklang. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Kære Malene,
      tak for dine søde ord:)
      Jeg kan næsten ikke lade være med at skrive dem, de gør mig godt – det kender du jo:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laila

    Søde Maria❤️
    Elsker at du deler hele dig, bliv ved med det!
    OM jeg begriber at familie man elsker kan fravælge en…. har været der selv og det vil fylde mig med mismod for altid… men det skal ikke overskygge✨
    Ved ikke om det hjælper dig mere at samle skriv om din fortid eller om det ikke er fint og godt bare at skrive det ud når det kommer.. tror det sidste er mindst lige så godt som det første..
    Når jeg tænker på alle de svigt du er stået igennem og alt hvad du har manglet og burde have haft fået, så bliver jeg lige forbløffet hver gang over hvor dejligt et menneske du er, hvor god og opmærksom en mor du er og hvor stor en fighter du er i kærlighedsliv og egen selvforståelse.
    Du er virkelig så super dejlig med mange skønne kvaliteter, og de fylder så uendeligt meget mere end alt den dårligdom som du desværre blev pålagt som barn, ung og voksen.
    Tak for alt din åbenhed og for dit venskab 💖
    Laila @myowninstaworld 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Kære Laila,
      tak for din besked! Den er værdsat, kan du tro <3
      Ja jeg begriber det altså heller ikke helt selv – hvordan pokker kan man det??! Jeg har ikke et svar på det…
      Uanset hvordan de er smalet, så hjælper det i hvert fald!
      Tak for dig, du er altid klar med en skulder og et opmuntrende ord, min dejlige insta-veninde:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Årh alså sikke et oplæg :-/ Og ja jeg sys os som de andre at det er rart at læse om – ikke fordi det er rart at andre (også) har en rodet familie men fordi.. at så føler man sig sgu ik helt alene. Men ja der dukker hele tiden noget frem…. Især fordi at folk jo os blir ældre/kan dø. Jeg står selv som det sorte får i min familie – jeg fravalgte min far for 14 år siden (han er psykopat – alså psykisk psykopat). Og der vil jo altid være nogen der ik er enige i det man tænker/føler/beslutter… men jeg frygter da lige præcis at stå i din situation, hvis min far dør – hva dælen gør jeg så?!? Nå men det blev sgu da lidt lang en kommentar herfra men ville bar sige, dejligt at følge med og fint indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Hej Jeanette,
      Sikke mange vi er med rod i familien, hva. Det er alligevel lidt tankevækkende.
      Jeg er ked af at høre om din far og dig. Og ja, hvad dælen gør man så? Jeg ved det desværre ikke…
      Tak for din kommentar:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Synes det er rart du skriver om det. Jeg har selv en rodet familie historie og føler mig tit forkert og har mega svært ved at forklare andre om det. Derfor er det befriende ikke at være den eneste med rod i familien og hovedet. Det giver nogle mærkelige tanker og netop begravelse og død fylder meget for mig i perioder. Det blev vist noget rod men jeg vil bare takke for dit indlæg det hjælper mig ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Kære Tanja,
      det gør mig ondt at du også har en rodet familie. Det er fandeme ikke nemt.
      Dejligt at det kan hjælpe dig at følge med her, det bliver jeg rigtig glad for at høre.
      Alt det bedste til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Først vil jeg sige; sikken en historie. Jeg har ikke fulgt dig vanvittig længe så jeg lærer endnu om dig.
    Familie… Den evige kilde til frustrationer, tårer, vrede og mange andre følelser. Jeg forstår dig.
    De indlæg har sin plads på bloggen så længe historien har en plads i dig. Behovet for at skrive eller tale om det varierer, det bliver forhåbentlig mindre med tiden. Men det vil stikke sit grimme fjæs frem uanset om du vil det eller ej. Det siger min erfaring i hvert fald.
    Det er en del af din historie, det bliver aldrig glemt. Det skal det heller ikke. Det har været med til at forme dig. Os der har bagagen med kan kun håbe at vi blive bedre til at håndtere den, sortere lidt så noget kommer på en mere permanent hylde. Men den er der altid, stikker sit grimme hoved frem med alle sine irriterende spørgsmål.
    Jeg synes det er et smukt skrevet indlæg, selvfølgelig skal det på bloggen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Kære Rikke,
      tak for din kommentar:)
      Det jeg mener med om det hører til på bloggen her, er nu mere at jeg kan mærke at det kunne være godt at samle det – måske skrive det hele ned fra ende til anden – derfor kunne det måske ære til et andet sted.
      Jeg har for længst lært, at det er rigtig godt og sundt for mig at skrive det ned, det giver øjeblikkelig forløsning.
      Tak for dine søde ord, jeg er glad for at du følger med.
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lida

    ❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg er selv opvokset i en familie, hvor jeg har været adskilt fra mine bedsteforældre on and off. Det har ikke været med min gode vilje, og det har altid været svært at forstå det “egentlige problem”. Nu hvor jeg er blevet voksen, har jeg reflekteret over det og er kommet frem til, at jeg ikke ønsker kontakt med min mormor mere. Grundene er komplekse, men for at gøre en lang historie kort, så kan jeg godt undværes. Det piner mig og giver mig skyldfølelse. Men en ting har jeg lært, mine børn skal ikke undvære hverken deres bedsteforældre eller forældre og derfor vil jeg gøre alt for det ikke sker for mine egne børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Slinkypiinky

      Ja du rammer hovedet lige på sømmet – at kunne undværes i sin egen familie; det er bare alt for smertefuldt.
      Jeg gør også meget for at Alvin har et aktivt og kærligt forhold til sin farmor og morfar – heldigvis gør de det helt selv. Han er heldig!
      Nogen gange vækker det en ny reaktion i mig; jeg overkompenserer. Det skal åbenbart ikke være nemt, ha ha…
      Tak for din kommentar<3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nye underhylere til drengen: upcycling af tøj