Loppeadventsgaver - skal du være med i den pisse miljøvenlige juleleg?

Bør du forsikre din kat?

Så melder crazy catlady sig på domænet igen! Og denne gang med en fortælling om, hvorfor du skal forsikre din kat…

Det er ikke mange øjeblikke siden vi fik to katte på adressen, Georgia og Ramon. De er simpelthen to små livsstykker, og er fulde af fis og ballade. Så meget hopla over dem, at den ene, Georgia, allerede har været sin første store operation og hvad dertil hører igennem…

Heldigvis er dyr helt automatisk forsikret, når man adopterer dem fra Dyreværnet. De første tre måneder er dyret dækket af Dansk Dyreforsikring, og man kan så selv vælge om man vil forlænge den forsikring. Vi har jo lært på den hårde måde, at det er absolut uundværligt med en katteforsikring.

Så for os var der kun ét valg, og det var at forlænge. Det blev vi hurtigt bekræftet i var det rigtige valg, skal jeg da ellers lige love for….

Er det virkelig nødvendigt at forsikre din kat?

Det startede da hun trak på det ene ben for fem uger siden. Vi fik en tid til dyrelægen, og regnede med at et slag havde forårsaget at hun var øm, og at der måske endda var et brud. Der var intet at se på røntgenbilledet, og dyrlægen mente at det var slaget (vi tror at hun er faldet ud af vores badeværelsesvindue, der ligger på første sal).

Hun fik smertestillende, og vi afventede bedring. Den kom bare ikke. Hun blev ved med at halte, og det var ligesom om, at hun bare blev dygtigere til at manøvre sig afsted – uden at benet så ud til at bedres. Hun virkede på ingen måde smerteplaget (til trods for at katte har en enormt høj smertetærskel, oplevede vi en kat fuldstændig i trivsel, og med helt normale rolige adfærd). Til gengæld kunne vi mærke at der var noget inde i benet der sad som sådan et lille fremmedlegeme.

Dyrlægen opstartede laserbehandling, og det havde ej heller en effekt. Der blev taget et røntgen billede mere, og på det billede var der pludselig noget at se – en lille “haletudse” lå ligesom ved siden af knoglen. Den haletudse var der ikke et par uger tidligere, og det var et mysterium hvad det var.

Vi har en sød og erfaren dyrlæge, der heldigvis erkender når noget ligger udenfor hans kompetence område – og han besluttede at sende os videre til Birkerød Dyreklinik, der havde mulighed for at CT scanne hende. Jeg tænker sjældent over, hvad den slags koster – men for at få CT scannet en kat, skal du altså punge ud med 6-7000 kroner – omg!

Det kan man jo få en rejse for to til Mallorca for…!

Heldigvis behøvede jeg ikke at tage stilling til, om det skulle være katten eller Mallorca, for forsikringen dækkede.

CT scanningen viste, at senen var sprunget på triceps. Dyrlæge Christian, en meget venlig og lidt nørdet (sagt med den allerstørste respekt – han ved tydeligvis en masse om dyr, og brænder for sit arbejde!), forklarede at det ganske sjældent ses hos katte at den springer på triceps. Den haletudse man havde kunne se på det seneste røntgenbillede, var altså en lille knoglestump der var hoppet af med senen, og nu voksede og forsøgte at finde noget at gribe i. Så foran os lå altså en noget atypisk operation, og den kunne først igangsættes i den kommende uge, da han skulle rådføre sig med sin kollega.

Hvad får du så ud af at forsikre din kat?

Georgia har i dag været under kniven, og dyrlæge Christian har akkurat ringet og fortalt, at alt er gået som planlagt, og at det der var inde i benet var præcis som forventet – og at Georgia nu er opereret, og klar til at komme hjem i morgen.

Samlet pris for de seneste ugers dyrlæge besøg: 38.000 kroner! 

Omg omg omg omg! Det er mange penge. Rigtig mange penge. Tænk hvis hun ikke var forsikret, så havde vi skulle stå med valget om at skulle trylle en ordentlig stak penge frem, afdrage dem eller fravælge en masse andet. Indtil videre har vi selv skulle betale 750 i selvrisiko, og har fået dækket resten.

Vi tør simpelthen ikke at have katte der ikke er forsikret. De penge det koster, er (ihvertfald for os – måske har vi bare voldsomt eventyrlystne katte?!) tjent ind på ganske kort tid.

Vælger du også at forsikre din kat?

2 kommentarer

  • Åh, lille pus – Dejligt hun er i bedring.
    Vi havde også forsikring på vores gamle kat – Og det vil vi også få, hvis vi får kat igen en dag.
    Også selvom vi ikke havde så meget brug for den – Om vores kat bare lå og solede sig eller var umanérlig heldig, ved jeg ikke – Men han havde aldrig nogen sygdom eller voldsomme skader, på trods af, han var udekat og derved nemmere kunne komme i problemer.
    Men “better safe than sorry”!

    God bedring til Georgia og god tur til Mallorca.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • slinkypiinky

      Ja av av stakkels lille pige….Desværre endte det med en aflivning, da det var ALT for omstændigt. Så nu ville jeg ønske at jeg havde sparet hende for den operation.
      Men ja, better safe than sorry mht forsikring!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Loppeadventsgaver - skal du være med i den pisse miljøvenlige juleleg?