Min tid på Hummeltofteskolen (og hvordan jeg fik “kæle” navnet Tyrenakke)

For en uge siden skrev jeg det her indlæg. Ord om hvordan det helt normale liv, kan være en kæmpe uopnåelig drøm. En drøm om stabilitet og kedeligt gråt gennemsnit, men dog alligevel kærlige og vigtige, hverdagsøjeblikke og ritualer.

De gamle venner

Det tog I søreme godt imod. Tusind tak for det.

Jeg bliver indimellem lidt forvirret over, hvad jeg skal stille op med alle de ord. Tanker, følelser og ord som er svære at have indeni, men også ubehagelige og måske endda upassende for andre at læse?

Jævnligt er der nogen der foreslår mig, at jeg burde adskille tingene; kreative sysler og hverdagsliv ét sted, og tunge tanker om livet et andet sted.

Men nu er det bare sådan, at jeg knap nok kan passe denne platform som jeg ønsker – at starte en ny op, har taget pusten fra mig allerede inden jeg har tænkt tanken til ende. Jeg kunne også lægge det i en skuffe, i en krøllet stak af papirer. Eller taste det ind på en computer. Jeg gør nok det sidste en dag, men for nu går jeg efter følelsen af instant afladning, og fortsætter med at skrive det her.

I går så jeg et program hvor Peter Ingemann var med – jo jo, det er ham der med Størst. Et ret fjollet program. Tæt på spild af tid. Helt modsat de timer jeg kan bruge på Paradise Hotel. Dette program handlede om selvmord, hans far tog livet af sig da han var barn. Puha.

Og han sagde altså noget der ramte mig i mit splittede (barne) hjerte, noget i stil med dette

Så kom vi gående dér, med al vores ulykkelighed. Og kæftede op om det. Og nogen synes det var upassende. Eller forkert. Men det hjalp os, og det er derfor jeg har et ok forhold til det i dag.

Tak for det, Peter Ingemann! Jeg skriver videre på mit rodede domæne. Og i dag skal det igen handle om dengang da jeg var lille.

Kammerater på Hummeltofteskolen

Jeg bliver så glad af at se på disse billeder. De viser mig og mine skolekammerater fra dengang jeg var barn.

Jeg var ikke sådan et barn der havde overvældende mange venner, men omvendt er jeg heller aldrig blevet mobbet eller holdt udenfor sådan helt med vilje.

Det var nok en blanding af min grundlæggende følelse af usikkerhed, samt mangel på viden om hvordan pokker man opførte sig helt normalt, der gjorde at jeg var så socialt akavet.

Jeg var sådan helt gennemsnitlig i skolen. Exceptionelt ringe til matematik, men med flair for at skrive og stave. Det har hængt ved; begge dele. Bed mig om at udregne en brøk, og der er risiko for at et angstanfald vil indtræffe. Ordene derimod; dem holder jeg stadig vældigt af.

Jeg gik i en klasse der nok ligner mange andre. En flok elever i nogenlunde stabil rangorden. En god masse af blandet landhandel ( de helt almindelig “kedelige” børn), og de hellige få, der satte rammerne for os andre. I vores klasse var det en smuk dreng. Med flotte tænder, det helt rigtige grydeklippede hår, rulleskøjter på fødderne og solbrændt om sommeren. Han lignede en vinder. Og det var han også.

Ham ville de fleste være kæreste med. Eller på fodboldhold med. Ja, måske endda drilles lidt af ham. Måske, bare måske, kunne lidt af magien smitte af, når han kastede sit hår til siden, og spænede efter enten bold eller offer.

Han var egentlig ikke et fjols. Han forstod bare ikke hvor heldig han var. Eller hvor nemt han havde det. Når han fandt på noget, så blev det straks effektueret, kan jeg love dig! Så da han besluttede, at jeg skulle hedde Musse – så blev det sådan.

Og én, to, tre vupti, så var Maria væk, og Musse kommet i stedet.

Og jeg hadede det. Næsten(!) ligeså meget som når folk siger mit navn på jysk; Mariiii-ah. Argh!!!

Men trods min protest af det nye navn, var det altså nu det jeg blev kaldt af alle drengene. Især af ham den priviligerede smukke.

Det værste var faktisk når vi var på fritidshjem bagefter, og han og jeg spillede pool eller så Terminator ll sammen. Så hyggede vi os, og jeg glemte et øjeblik at jeg var underlig og akavet. Det var ofte kun os to der var mødt ind fra vores årgang, og pludselig var de tarvelige drillerier væk, og han opførte sig helt normalt og venligt. Og jeg glemte at jeg ikke længere hed Maria men Musse, og grinede og skød efter de halve pool baller, imens han kiggede på. Det var vidunderlig hyggeligt. Og det var ikke engang fordi jeg håbede på et hemmeligt kys af hans togskinner under den snoede trappe på fritten. Næ, det var bare så dejligt at være én af dem der var med i indercirklen. Men indercirklen er heller ikke så stor, når den kun består af to personer totalt.

Og næste dag ovre i skolen, mindede han mig om dette. Han råbte på tværs af klasselokalet “Hey, Tyrenakke, hvad laver du?” Jeg reagerede ikke, for mit navn var jo Musse. Troede jeg. Min forvirring var stor, da det gik op for mig, at det var mig der var Tyrenakke. Jeg vidste sgu ikke hvad det betød – altså, de to ord kendte jeg betydningen af hver for sig. Men den reelle mening af det nye sammensatte ord, den forstod jeg ikke. Til gengæld forstod jeg udmærket, at det bestemt ikke var en kompliment. Men en påmindelse om, at han var i toppen, og at dér hørte jeg ikke til.

På den måde lærte jeg at påskønne de små ting; at Musse måske ikke var så skrækkeligt endda. Og at hemmelige pool øjeblikke skulle nydes i de korte glimt de varede.

Jeg tror ikke, at den smukke dreng vidste hvor ondt hans ord gjorde. Det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror heller ikke, at det var med forsæt at han var sådan et fjols overfor os, der ikke var med i eliten. Han havde måske sit at bøvle med derhjemme, eller også havde han det virkelig bare så nemt, at det var fis og ballade at pleje sin egen rangorden. Det ved jeg ikke. Og det er også ligemeget nu.

Det der tæller er nemlig, at jeg havde disse folk omkring mig.

De var der også, når vi stod foran klassen. De turde godt at stå ved, at de synes jeg var skæg og fornøjelig at være sammen med. Uanset om vi spillede pool eller hinkede i gården.

Og det mindedes vi for et par år siden hjemme hos mig.

Den ene er i dag kok, og havde sørget for kage der smagte himmelsk. Vi andre havde bare været helt almindelig dødelige, og købt ind i netto. Men der var vin, mad og endda en lille sving om på mit skæve gulv. Det var en vidunderlig aften.

Måske skal vi gøre det igen snart? For at fejre vores egen elite på Hummeltofteskolen <3

Skriv et svar