Drømmen om middelmådige forældre – og om at værdsætte det man har

Da jeg var lille drømte jeg ikke så meget. Ihvertfald ikke om My little pony eller nye rulleskøjter.

Jeg drømte om at have verdens kedeligste familie. Sådan én ingen vidste hvem var.

En familie, hvor forældrene havde arbejde. Og jeg kunne sige ovre i klassen, at min mor var sygeplejerske, sekretær eller flødebolle producent. Bare et eller andet.

Herre jemini, hun havde jo fire børn. Det er også en slags arbejde. Hun havde bare ikke lyst til at have de fire børn, og så kan man bare ikke rigtig trække alene-mor kortet med sympati på toppen, i min verden.

Et værelse drømte jeg tit om – et helt almindeligt værelse med en seng, der ikke var en sovesofa. Og slet ikke sådan en grå uldsag der blev klappet ud, i mellemgangen hvor al vores tøj var. Jeg hadede at sove der, og tror måske slet ikke at jeg havde nogen med hjem i de år jeg overnattede på den. Det var så frygtelig pinligt, og en kæmpe understregning af den den følelse af mærkelighed, som jeg altid bar rundt på. Det var lige præcis dér jeg sov, da jeg var med i Zornigs Zone – eller altså; det jeg fortæller om i Zornigs Zone. Da min far brød ind på min ti års fødselsdag.

Egentlig havde jeg ikke mange med hjem. Da jeg var omkring otte år, havde jeg min bedste ven, Lasse med det kridhvide strithår, med hjem. Min første rigtige legeaftale – hvor forældre faktisk havde kommunikeret med hinanden, og noget blev arrangeret med mig som hovedperson. Det var stort. Jeg husker, at jeg sagde til min mor “så kan vi jo komme op og få noget rugbrød til frokost. Måske med leverpostej”. Min mor kiggede på mig, og sagde

Du kan godt få ham Lasse med hjem. Men I får ikke noget at spise her. Det kan du godt glemme.

Det var sidste gang jeg havde nogen med hjem.

Dagen blev brugt med en manøvre udi at finde på en aktivitet langt væk fra mit hjem, så jeg kunne svare “Vi kan da slet ikke nå at spise nu, vi er alt for langt væk. Desuden skal du også snart hjem”, når han spurgte hvad vi skulle have til frokost. For selvfølgelig spurgte han. Imens vi var ved at fylde halvliters Coca cola glasflasker med sand og vand, ovre på Virum Gårds Jorde – meget langt væk, når man har små ben der kun er otte år gamle.

Mest af alt drømte jeg vist om ikke at være nødt til at finde på hele tiden.

Finde på dækhistorier der skjulte at min mor var så ligeglad med mig, at jeg kunne være placeret på månen i en uge, uden at hun ville opdage det.

Da vi havde cykelfredag i fjerde klasse, fakede jeg maveonde fra mandagen. Jeg lå i min seng og kiggede ud på trætoppene. Vi boede på anden sal, og bladene var dalet af træerne, der var helt sort og lidt uhyggelige.

Jeg havde ingen cykel. Jeg havde jo ingenting. Jeg kunne bare ikke bære, at jeg IGEN skulle være det mærkelige barn med de mærkelige forældre, der var så mærkelig at jeg ikke engang havde en cykel.

Så jeg lod bare som om den uge ikke eksisterede. “Jeg er syg, mor. Det gør ondt i maven”. Så var der fred i en uge, måske kom hun ind med noget mad, det gjorde hun jo nok. Det jeg bedst husker, er at jeg blev så svimmel og udmattet af at ligge der og lade som om, at jeg tilsidst følte mig helt ægte syg.

Jeg lyder måske lidt bitter, tænker du? Det tænker jeg egentlig også. Lige for tiden rumsterer min barndom igen lidt i baghovedet.

Jeg er startet i terapi hos vores parterapeut. Hurtigt kom vi til at tale om vrede og tilgivelse – ligesom jeg gjorde her – og til min store overraskelse sagde min terapeut

Næ, det er da ikke sikkert at du skal tilgive. Hun gjorde dig fortræd, og svigtede dig inderligt.

Og så gjorde hun noget, som jeg ikke har prøvet længe – hun fik spurgt ind bagved min fortælling. For min fortælling er så fast og rutinepræget, af alle de gange jeg har fortalt den.

Jeg kender min historie ud og ind, og kan lukke folk ned når jeg vil, og flytte samtalen hen på et andet spor. Men det accepterede hun ikke bare sådan lige. Og det tror jeg er godt. Der blev kradset lidt i overfladen.

Måske er det tid til at lukke døren lidt mere op, ind til det inderste.

Og imens jeg gør det, forærer jeg min søn den største gave, mit eget seks årige jeg kunne være kommet på; normalitet, kedelige rutiner og forældre der siger ja, nej og tager stilling til ham og hans liv<3

Vil du gerne følge med på Facebook, så gør det Lige her.

10 comments / Add your comment below

  1. Tak for din ærlighed <3 Dine skriv gør, at jeg krammer min 4-årige søn lidt hårdere når jeg henter ham fra børnehave i dag. Og de gør også, at jeg lytter til alt han har at sige, og ikke mindst tager stilling til det, så han føler sig hørt.

  2. Jeg får lyst til at kramme 8-årige (og alle de andre) dig og bare holde godt fast, så du aldrig er i tvivl om, at du er holdt og elsket.

Skriv et svar