Modige mødre #9 – om at fejre livet og vejen dertil

Kære læser,

Min lille portefølje der startede med den barske historien om Mikkel på tre år der døde for nogle år siden, slutter her med en hyldest til livet.

Elisabeth har skrevet den sidste historie. En vigtig historie. Elisabeth er mester udi at hylde livet – og har mærket, hvordan det er når det pludselig forsvinder ud af én – mange gange. Alt for mange gange.

Elisabeth husker jeg tilbage fra dengang næsten ingen læste blogs, det var lidt en sluttet skare. Hun bloggede meget om krea-ting, som jeg, og vi er fra samme blog årgang, om man vil. Elisabeths blog er dog vokset, og retningen ændret lidt. Hendes meget rørende og usædvanlige fortælling om vejen til at blive mor, deler hun under kategorien Anes historie på sin blog, og er efterfølgende læst af mange.

Elisabeth er ligesom den smeltede saft i en Sun Lolly; sød, kan ikke styres helt og lige præcis det bedste til sidst.

Jeg har siddet i hendes Palæ Pompøs, under den overdækkede terrasse, omgivet af skraldefund og dingenoter, og spist grillet banan med pålægschokolade i. Elisabeth påstår at det er lækkert. Jeg forstår stadig ikke konceptet;-)

Men Elisabeth er jeg vild med, så tak for at du ville dele din historie med mig og mine læsere<3

Elisabeths historie

En aften i det tidlige efterår engang i 2012 inviterede min stedfar os ud at spise. Jeg havde egentlig ikke lyst. Men vi er aldrig ude at spise, og jeg vidste, at det gjorde ham glad at invitere os ud. Så vi tog med. Jeg begyndte at bløde, inden vi fik vores drikkevarer. Jeg gik ned på restaurantens toilet i kælderen og ordnede, hvad der skulle ordnes. Og græd. Lydløst, for det var en af den slags toiletter med båse. Så tog jeg vand i ansigtet og gik op igen. Håbede at man ikke kunne se, at jeg havde grædt. Min mand kiggede på mig, og jeg kunne se i hans øjne, at jeg var afsløret. Vi spiste vores mad og sludrede om løst og fast. Min stedfar bemærkede vist ingenting. Alt indeni mig skreg.

Elisabeth og hendes søn Jasper

Det var vores 8. fertilitetsbehandling.

I min blå bog fra folkeskolen står der, at jeg har hukommelse som en elefant. Og den er god nok. Jeg husker de mærkeligste detaljer. Oftest de mest ligegyldige, som hvilket tøj jeg havde på til en bestemt koncert, navne på barndomsvenners kæledyr, eller linier fra sangtekster, som jeg ikke har hørt i årtier. Men årene 2010 til 2012 er næsten blanke. Jeg husker episoder som den på restaurantens toilet. Eller en lignende situation på et andet toilet på et socialkontor et sted inde i byen. Jeg husker mange toiletter. Og jeg husker, at jeg fik taget 18 æg ud ved vores første ægudtagning, og at radioen spillede Elton Johns ‘Nikita’ på vej hjem fra sygehuset. Jeg husker nærmest alt, hvad der handler om vores fertilitetsbehandlinger. Men de gode og glade minder er der langt imellem. Jeg har ingen anelse om, hvad vi lavede på min 28 års fødselsdag, eller hvilke gaver jeg fik. Hvor vi fejrede jul i 2012, eller hvilket tøj jeg havde på. Det er en smule tragikomisk, at det er de ting, man egentlig helst vil glemme, som man husker bedst.

Elisabeths datter Ane (med en lampeskærm på hovedet, But off course…)

Jeg får stadig et lille sug i maven, når jeg cykler forbi den kinesiske restaurant eller hører ‘Nikita’ i radioen. Der går lige et splitsekunds sorg igennem mig. I starten gjorde det mig trist og vred. Jeg skældte mig selv ud over det. Hvorfor gav jeg ikke bare slip?! Nu er jeg nået et punkt, hvor jeg værner lidt om det splitsekund. Værdsætter det. Fordi det bekræfter mig i, hvor ufatteligt heldig jeg er, at jeg i dag er mor til to.

Så måske det er okay, at man ikke glemmer de grimme ting, som livet fører én igennem?

Måske de godt må fylde, bare lidt. Bare nok til at fungere som kontrast og påmindelse om, at vi kan overleve ret meget lort uden at gå fuldstændig i stykker. Jeg siger ikke, at det der ikke slår os ihjel, gør os stærkere. Jeg er ikke en skid stærkere! Tværtimod er jeg langt mere ydmyg og sårbar. Men det tænker jeg ikke nødvendigvis er nogen dårlig ting.

For når jeg går forbi Dong Fang i dag er det med tre følelser i kroppen: erindringen om sorg, lysten til en indbagt reje og vigtigst af alt en enorm taknemmelighed over det liv, jeg har i dag.

Tak!

Tak tak tak til både Elisabeth, for at dele sine velskrevne ord samt historie – men også tak til dig for at læse med. Vil du læse mere om de andre otte modige mødre, findes de under kategorien modige mødre her på bloggen.

Skriv et svar