Modige mødre #8 – om kærlighedens særlige kræfter

I dag hilser jeg Camilla velkommen. En mor der har delt sin lange kamp om livet for sin for tidlig fødte søn, Kalle. Et liv der var skrøbeligt fra begyndelsen, og hvor det ikke var givet at det ville ende lykkeligt. Hvordan pokker magter man at stå i sådan en situation…? Hvor livet er så uvist.

Det der er helt særligt ved Camilla er, at hun virkelig evner at fortælle om sin udfordrende familiesituation med indlevelse, ærlighed og et fortællertalent der gør det så vedkommende og rørende.

Det er en stor fornøjelse at følge Camilla og hendes familie på både Instagram og hendes blog. Og en endnu større fornøjelse at byde hende hjerteligt velkommen her i min ottende del af serien om de modige mødre<3

Tag rigtig godt imod Camilla.

Da Maria spurgte mig, om jeg havde lyst til, at lave et skriv til hendes serie om modige mødre, så takkede jeg selvfølgelig straks ja. Først smigret og taknemmelig over, at hun har lyst til, at dele mine ord. Dele vores historie. Dernæst fik jeg mest af alt lyst til, at skrive til Maria og beklage, at jeg alligevel ikke ville være med. For jo mere jeg tænkte over, hvad jeg skulle skrive, des mindre modig følte jeg mig. Men så forleden nat havde jeg en drøm, der gjorde det tydeligt for mig, hvori mit mod ligger. Og det vil jeg nu også dele med jer.

Det kræver et stort mod, at elske et andet menneske. At give sit hjerte fuldt ud. At tillade sig, at elske med hele sin krop og sjæl. At elske, gør dig sårbar. Især når det menneske du elsker, er alvorligt syg. Især kræver det mod, at elske en, der med størst sandsynlighed ikke vil nå, at leve sit liv sammen med dig.

D. 19. oktober 2016 fødte jeg vores andet barn, Kalle. Næsten fire måneder før forventet termin, kom han til verden. Ildrød, med en kampgejst der var større, end hans beskedne mål. 528 gram og 28 cm. Da jeg så ham aller første gang, var det svært at forestille sig, at han kunne overleve. Og det viste sig da også, at blive en lang og sej kamp for livet.

En nyfødt Kalle på 528 gram og 28 cm

Vi var indlagt de første 10 måneder af Kalle`s liv. Det var uden sammenligning de værste måneder i mit liv. Dels fordi vi ikke var sikre på, at vi nogensinde ville få Kalle med hjem, men også fordi, at jeg i de 10 måneder var splittet fra min datter Sille, der var knap to år, da hun blev storesøster.

Hvis jeg skulle gengive vores lange forløb, så blev jeg aldrig færdig – men jeg kan forsøge, at give jer et lille indblik i, hvad Kalle har måtte gennemleve i sit korte liv.

Kalle har en kronisk lungesygdom, BPD, som har betydet, at han de første 7 måneder af sit liv, var afhængig af en respirator. I de 7 måneder kunne man ikke spå om, hvorvidt han nogensinde ville blive i stand til, at trække vejret uden hjælp. Det meste af tiden så det meget sort ud, og ofte måtte vi forholde os til, at det ikke var sikkert, at han ville overleve. Flere gange har vi stået i situationer, hvor vi har været sikre på, at nu ville vi blive nødt til, at træffe beslutningen om, at slukke for hans respirator. Heldigvis var, og er, Kalle`s fightervilje enorm – og sammen, som familie, vandt vi kampen. Efter 10 måneders indlæggelse blev vi udskrevet sidste år i august. Først med døgnhjælp i hjemmet, og nu kun halvdelen af døgnet. Kalle har nemlig stadig brug for hjælp til, at trække vejret. Dog er vi ved, at være ret tæt på målet om en hverdag uden udstyr og sygeplejersker.

Et af mine favoritbilleder, taget af dygtige fotograf Jeanet Ambyder for mig er et symbol på både sejr og kærlighed

Det krævede et vanvittigt mod, at tillade mig selv, at elske min søn Kalle. Kunne jeg have ladet være med, at elske ham mon? Sikkert ikke. Men jeg kunne have valgt, at være mere tilbageholden med min kærlighed. Jeg kunne have passet på mig selv og mit hjerte. Men i stedet valgte jeg, at give ham al den kærlighed, omsorg og nærvær jeg havde i mig. Han skulle vide, at han var elsket. At han havde noget vigtigt, at kæmpe for. At han ikke var alene. Han kunne sgu lige vove på, at dø fra os! Og set i bakspejlet nu, hvor vi snart har været udskrevet i 10 måneder, så tror jeg stadig på, at vores tro, håb og kærlighed har haft en afgørende betydning for Kalle`s enorme fightervilje.

Kan kærlighed redde liv? Det tror jeg faktisk på ♥

Hvis I har lyst til, at læse mere om Kalle’s kamp, så kan I få et overskueligt overblik i mit skriv lige lige her.

Tak fordi, at I havde lyst til, at læse med – og et kæmpe tak til dig, kære Maria, fordi du fik mig til at indse, at jeg faktisk er en modig mor.

// Camilla

Tusind tak til dig Camilla for at dele dine tanker<3

Kærlighed er magisk, det er du og dine kære et tydeligt bevis på!

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar