modige mødre #6

Sidste uge delte Janni om da hun mistede sin ufødte Sofus. En barsk og trist historie om tabet af et ufødt barn, som man allerede elsker så inderligt.

Denne uge skal I læse om én jeg har lært at kende her i Blogland. Nemlig Viktoria.

Viktoria er ganske ny som blogger, men skriver som om hun aldrig har bestilt andet. Hun er én af de bloggere, som rammer mig lige i maven hver gang – for hun har gennemlevet en barndom med sin omsorgsperson som sin egen værste fjende, nemlig sin mor.

mor med PTSD og borderline

Dette skriver hun om på sin blog, og hun har sagt ja til at dele lidt om det her.

Jeg giver hermed ordet til vidunderlige Viktoria <3

Modige Mødre

Jeg har fået lov til at skrive et gæsteindlæg hos skønne Maria. Jeg har længe tænkt over, hvad fanden jeg skulle skrive, da titlen er ”Modige Mødre”. For hvad er modig?

Er jeg modig?

Jeg hører ofte at jeg er modig, fordi jeg deler ud af mine oplevelser som barn. At jeg er modig, fordi jeg er ærlig via min instagram profil. At jeg er modig, fordi jeg er i gang med en uddannelse, mor til en 1-årig, arbejder ved siden af og samtidigt er mor med PTSD og borderline.

Men er jeg modig? Ikke hvis jeg selv skal sige det. Det er et meget interessant emne at tage op, så da Maria spurgte om ikke jeg ville give det et forsøg, slog jeg da til med det samme.
At skulle skrive et indlæg om hvordan det er at være en ”modig mor”, sætter gang i de helt store refleksioner og jeg vil prøve at se om jeg kan få dem på skrift og offentliggjort via dette indlæg.

En tilstand jeg ikke kan ændre på

Jeg kan desværre ikke ændre hvordan jeg er skruet sammen. Igennem mange år har jeg prøvet at flygte fra mig selv. Det har jeg gjort ved at have masser af sex, jeg har taget mange stoffer og gik gerne i byen hver aften. Inden jeg fandt frem til rusmidler, var en kniv eller hvilket som helst andet skarpt objekt, min bedste ven. Jeg har også forsøgt mig med piller et par gange, men er hver gang blev opdaget, sendt til udpumpning og indlagt i tre dage.

Jeg har i sommers fået diagnoserne PTSD og Borderline. Når jeg læser op på disse sindslidelser, kan jeg nikke genkendende til de fleste punkter. Jeg kan bare ikke ændre på dem. Rettere sagt; jeg VED ikke hvordan jeg kan ændre på det.

Hvordan er det, ikke at tænke på selvmord dagligt? Hvordan føles det at føle sig sikker? Kommer der en dag, hvor jeg ikke behøver at kigge mig selv over skulderen hele dagen?

mor med PTSD og borderline

Studie, job, barn og sindslidelser – mor med PTSD og borderline

Det er måske en god idé at præsentere mig selv?
Jeg hedder Viktoria, jeg er 25 år gammel, jeg bor i København med den dejligste vestjyde og vores fælles søn Jónathan på 1 år.

Jeg er i gang med min bachelor og kan inden længe kalde mig selv for autoriseret sygeplejerske. Jeg er sågar blevet tilbudt en timelønnet stilling, det sted jeg sidst har været i praktik / klinik. Så der tager jeg nogle vagter hist og her, for at få økonomien til at hænge sammen. Det skader da heller ikke at have det ene ben inde af døren, hvis nu de skulle få brug for en sygeplejerske til sommer.

Med mig i bagagen, har jeg PTSD og Borderline. Disse to kællinger har i lang tid styret mit liv. Borderline-svinet især. Jeg, som I kan læse ovenover, har været utroligt selvdestruktiv og dette kommer af en opvækst, hvor jeg ikke har været noget værd. En opvækst, hvor jeg bare er i vejen og ikke er ønsket i familien, som jeg er født ind i.
Min PTSD gør …. Hvad gør min PTSD egentligt? Jeg ved det faktisk ikke. Det hele er så nyt for mig. At være psykisk syg er nyt for mig, selvom jeg har været sådan hele mit liv.

Men nu er der ord på.

Diagnoser.

Der er måske lys forude?

Jeg er begyndt i behandling. Jeg håber det kommer til at hjælpe på min afskyelige PTSD. Det kommer til at være hårdt, og jeg husker mere og mere, som jeg har fortrængt ved hjælp af min PTSD. Jeg vil bare så gerne have at Jónathan vokser op i en psykisk sund familie, med en psykisk rask mor. Til trods for at jeg er mor med PTSD og borderline. Er det for meget at forlange?

Jeg har hele mit liv troet, at alle havde det som mig. At alle hadede sig selv så meget som jeg gjorde, og at alle tænkte på sin egen død dagligt. Jeg troede, alle piger havde et dårligt forhold til sin mor. Jeg troede, at jeg var normal. Indtil sommeren 2017, hvor 6 forskellige læger og psykiatere fortalte mig, at sådan var det ikke for de fleste mennesker. At jeg havde det virkelig skidt. De undrede sig alle sammen over, hvordan jeg i alverden har kunnet få mig en uddannelse. Hvordan jeg er så god til at hænge sammen socialt og undrede sig meget over, hvordan det kunne være at jeg ikke havde et eller andet slags misbrug.

Jeg håber på, stræber efter og ønsker at være rask for min lille dreng.

mor med PTSD og borderline

Modige mødre

Hvordan er jeg modig?

Det jeg gør, er at jeg spiller de kort som jeg er blevet givet. Trods utroligt stor modgang og selvdestruktive tendenser, bliver jeg nødt til at kæmpe. Men hvorfor er det modigt? Kæmper vi ikke alle sammen?

Så vidt jeg ved, har vi alle hver især vores dæmoner. Så hvorfor er det mig der er modig?

Er vi ikke alle modige, fordi vi gør det der skal til, for at vores hverdag kan hænge sammen?

I kan følge mig og min rejse til psykisk sundhed på min instagram eller min blog <3

Kære Viktoria; TAK for din fortælling. Du er så pisse modig!

Vil du læse om en anden modig mor, så fortæller Melissa her sin historie – den ligner Viktorias historie om at være mor med PTSD og borderline, og så alligevel ikke.

5 comments / Add your comment below

  1. Fantastisk at Viktoria deler åbent ud. Det er en af livets gode gerninger at vi andre kan lærer og få lov. Så tak til endnu et fantastisk kvindemenneske. Og så er hun herlig at følge på Instagram 💖

    1. Ja tænk at turde være så åben og ærlig – det er bare så vigtigt!
      Og ja, Viktoria er sgu ret herlig;-)

Skriv et svar