Status på kærlighedslivet

Da vi mistede vores ufødte Sofus – modige mødre #5

I vinters skrev min veninde Janni en opdatering på Facebook. Den ramte mig lige i hjertet. Jeg spurgte om hun ville dele den med jer her på bloggen, og det ville hun gerne.

spontan abort erfaring

Det er en barsk og trist historie. Men den endte på sin vis alligevel med lidt lykke.

Tag godt imod Janni<3

Så er juleaften nær og året begynder at lakke mod enden. Jeg glæder mig til at vi for første gang skal holde jul i vores hus. Jeg glæder mig til at hygge sammen med min lille dejlige familie og se forventningens glæde i min søns øjne. <3

Det er dejligt at jeg begynder at kunne se på tingene mere positivt. Det har været nogle hårde år, og det er nok især kommet bag på dem jeg holder af, hvor følsom jeg egentlig er.

I 2015 mistede jeg vores første søn, da jeg var 3 mdr. henne. Jeg begyndte at bløde på min fødselsdag og vandet gik 2 dage senere. Hans hjerte slog stadig, han ville ikke give op. Han lå derefter 2 dage inden i min mave og vi gik og håbede på at vandet skulle gendanne sig ? det gjorde det ikke, men hans lille hjerte slog stadig. Lægerne sagde at der var risiko for store skader, når han lå der uden fostervand, så det var mig der skulle tage en beslutning om han skulle leve eller dø.

Vores søn ligger på en tallerken

Det var ekstremt svært at tage den pille, så jeg slugte den hurtigt og satte mig i et hjørne på badeværelset og græd. Tårerne trillede ned af min kind i flere timer, i flere dage. De sendte mig hjem bagefter for jeg skulle føde vaginalt, og nu skulle vi vente på at veerne gik i gang. Jeg vågnede natten til lørdag og vækkede Bjarne og sagde “Nu sker det...nu holdt hans hjerte op med at slå”.

spontan abort erfaring

Men veerne var ikke gået i gang. Om aften skal jeg på toilettet og dér får jeg et chok – jeg er ved at føde i toilettet. Jeg rejser mig, og skriger i panik på Bjarne “TAG DET, Tag det…!” Han hænger i navlestregen imellem mine ben. Bjarne tager ham, og jeg sætter mig ned og venter på at ambulancen kommer. Vores søn ligger på en tallerken.

Et lille perfekt mini menneske

Vi havde først tid søndag til fødsel, så alt dette sker hjemme 45 minutter fra Herning hospital. Jeg ser vores søn senere; han er så fin, et mini menneske, han kan ligge i min hånd. Jeg er glad for at jeg så ham – han var så perfekt; 10 fingre, 10 tær, han ligner sin far. Jeg er rigtig ked af at jeg ikke selv holdt ham, jeg turde ikke på det tidspunkt.

Jeg føler så meget skyld. Jeg sagde til jordmoderen ved 12 ugers scanning at jeg troede jeg havde mistet slimproppen, men hun virkede ligeglad, og jeg insisterede ikke. Jeg føler skyld, fordi jeg aftenen før jeg begynder at bløde, siger til Bjarne at jeg ikke kan blive mor; det har jeg slet ikke råd til hvis jeg skal spare op til pension, det er jeg ikke voksen nok til. Jeg føler skyld fordi jeg tog pillen der afsluttede det hele. Der er måske nogen som siger, det var bare et foster – men det var det ikke for mig. For mig var det min søn, jeg så for mig hvordan han voksede op, spillede fodbold og lå i mine arme. Han var mors dreng, og jeg savner ham <3

Alt dette har lagt en sort skygge over min graviditet med Cæsar Emil, jeg har været så bange hele tiden, og er det stadig. Jeg er bange for at glæde mig, jeg er bange for at være glad – for I det øjeblik jeg sænker paraderne, så gør det bare det ekstra ondt. Jeg har nok haft det man vil kalde en fødselsdeppression. Jeg er stolt over, at jeg trods det har formået at være 100% mor, jeg har en dejlig, sjov dreng med et fantastisk gemyt?.Han er bare sådan en glad dreng. Og jeg er glad for, at der efterhånden er flere gode end dårlige dage. Jeg glæder mig til at se Cæsar Emil blive stor, og hvilke eventyr som venter ham. Jeg er langsomt ved at blive mig selv igen i en mere voksen udgave. Jeg føler mig velsignet over at have så dejlige drenge i mit liv, og Sofus ser jeg på den anden side, mor elsker dig <3 Så glædelig jul derude og pas godt på hinanden, vi er her i så kort tid.

spontan abort erfaring

Tak Janni for at dele din fortælling<3

Man formår virkelig at værdsætte det man har, når man hører en historie som din.

Du kan læse de andre fortællinger om modige mødre herherher og og her.

Næste gang er det Viktoria der deler sin fortælling, den glæder jeg mig til at dele med jer også.

Husk at du kan følge med på Facebook lige her

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status på kærlighedslivet