Flashback til da vi var med i Zornigs Zone

Jeg har podcasten gemt på skrivebordet på min mobil. Jeg har hørt den nogle gange nu, og bliver hver gang faktisk lidt glad af at høre det. Det er måske nok lidt paradoksalt, da det jo omhandler noget af den svære barndom jeg havde. Men dét at fortælle og dele min historie sammen med min far, det gav os altså lige lidt ekstra, synes jeg.

Jeg har lyttet til programmet i nogle år, fra min tid da jeg arbejdede som mentor. Oftest hørte jeg det, når jeg kørte fra den ene borger til den anden. Jobbet har ændret sig, men radioen er stadig indstillet på Radio 24/7 i den lille beskidte Fiat 500. Zornigs zone er taget af sendefladen, men der er stadig et par af dem jeg ikke har hørt.

Jeg blev sådan lidt starstruck, da jeg skulle ind og fortælle min historie til Lisbeth, hun er jo ikke en fru hvem som helst. Du kan se lidt fra dagen lige her.

Nåmmen, jeg skriver af en helt anden årsag – for jeg går og tumler med en masse ting indeni, ting der egentlig gerne vil ud, men som sætter sig fast på halvvejen. Jeg bruger bloggen til mange ting, og ved ikke om kombinationen af syning, små historier om Alvin og min rodede halvtraumatiske barndom bliver for rodet et samsurrium….

Der sker noget når jeg sætter mig ned for at skrive. Det er lige som om, at det ikke er det rigtige sted længere. Og måske heller ikke de rigtige læsere? Måske skal der slet ikke være nogen læsere, men ud skal det, tror jeg.

De samme historier fra min barndom kører som en plade der er gået i hak; det kvæler mig lidt i perioder, og tabet over det jeg aldrig havde, vreden mod min mor og frustrationen over alle de tabte søskende relationer er ikke forsvundet. Ej heller blevet mindre, bare fordi jeg ikke snakker om dem – eller skriver om dem.

For hvem skal jeg fortælle dem til? Hvad stiller man op?

Når kaos ender med at skubbe dig frem

Det her år med en lang tur igennem helvede, og maniske udsving fra det dybeste dybe til det højeste høje har ligesom revet plasteret af. Så såret nu er helt frisk og ubeskyttet. Og det er okay. For jeg har ikke lyst til at dække det til. Jeg tror at det har brug for luft, og noget seriøs sygepleje.

Parterapien er god, rigtig god. Det har faktisk fået mig til at indse, at tiden nok er kommet til at gøre det selv; gå i terapi. Som voksen. Det har jeg aldrig været. Som barn har jeg siddet overfor flere børnepsykologer, der havde til formål at løfte min byrde; låse lidt op for det der sloges med sig selv indeni. Jeg kan ligeså tydeligt huske, at jeg forundret sad og tænkte, at det var tilfredstillende for dem at svare det jeg gættede de ville høre. Var det bare dét..? Jeg blev til et hak på et papir, en opgave der var løst. Der skete i hvert fald ikke mere, ikke mere jeg så noget til.

Så nu er det vist tid til at jeg skal kigge indad. Jeg er lidt nervøs, men også spændt. Mest spændt.

Har du ikke hørt programmet, kan det findes her.

PS måske jeg skal starte med at investere i en rigtig computer, det er til tider et noget omfattende projekt at blogge fra mobilen, ha ha….

PPS husk at du kan følge bloggen på Facebook lige her.

4 comments / Add your comment below

  1. Tak for et dejligt indlæg, Maria. Læste også det tidligere indlæg fra selve radioprogrammet, altså det du har linket til… Hvor er det bevægende, din far og du har fået så godt et forhold til hinanden i dag. Og hvor fedt i har været inde hos Lisbeth. Kunne godt forestille mig, det må have været en fantastisk oplevelse. PS: Terapi er altid godt, især når man er voksen. Det er lidt ligesom fitness for sjælen, så go for it and enjoy 🙂 🙂

    1. Kære Esme,
      tak for de altid pæne ord:)
      Det var en kæmpe oplevelese. Tænker tilbage på det med gode tanker.
      Jeg skal i gang, det er lige om hjørnet!

  2. Hej Maria

    God læsning og tanker, reflektionen over hvem du skriver for især 👍
    I programmet (altså mit ) 😂 er det at dele tanker og følelser jo et meget centralt redskab. Jeg tror det først og fremmest handler om, at vi høre os selv sige noget højt og at bryde tavsheden fra vores historie. Det er en metode til at tage det op igen og måske kunne slippe det. Her er rammen af stor betydning og en terapeut skal gerne kunne skabe trygheden og rammen, samt rumme vores historie og bringe os videre, jeg mener selv at have oplevet livsændrende gennembrud et par gange. Håber du også kan opleve det. Men altså en bog tror jeg sagtens du kunne forfatte ❤️

Skriv et svar