Det farvel man ikke magter at sige

Jeg var i går til begravelse. En meget rørende og stille én. Det var min barndomsveninde Jannis far der for kort tid siden døde.

farvel

Vi har altid haft meget tilfælles Janni og jeg, især på familie fronten. Mødre der ikke rigtig kunne overskue at være mødre, og fædre der stod som ankre i det teenageliv, der var fyldt af forvirring, udfordringer i skolen og de konsekvenser man døjede med som et vingeskudt barn.

Janni og jeg hang i perioder sammen. Vi festede ret meget, og jeg har virkelig mange billeder af Janni der danser alle tænkelige steder i København. Også i bare tæer på Jomfruburet, ha ha… Det var før smartphonen, men jeg havde næsten altid et kamera med i tasken, og har foreviget mange af mine ungdomsstunder. Det glæder jeg mig over i dag.

farvel

Minder om ungdommen.

Jeg husker en sommer, hvor vi vist nok var gået hjem fra byen. Vi var blevet sultne, og besluttede at slå et smut forbi bageren på Jagtvej og købe noget morgenmad med hjem. Janni ventede udenfor, og vores kammerat og jeg gik ind for at handle. Jeg ved søreme ikke, om jeg synes ventetiden var helt urimelig lang (der var intet personale i butikken, men masser af lækkert nybagt morgenbrød), men pludselig besluttede jeg mig altså for at vi bare kunne lave høflig selvbetjening – så jeg tog et brød under armen og spurtede ud – jeg råbte “Løb for fanden..!” Til Janni, og bag mig kom vores kammerat med favnen fuld af cacao og andet godt. Janni var helt målløs i et øjeblik, indtil hun spruttende af grin knækkede sammen og vi skraldgrinende låste os ind i Tibirkegade, hvor hun boede hos sin far. Her spiste vi, og grinte over afslutningen på en festlig bytur.

En anden gang gik Janni og jeg sammen hjem, men jeg endte i min egen seng i Titangade. Klokken var som sædvanlig noget nær fem om morgenen, og vi var trætte. Det var Jannis far sikkert også, da han blev vækket en halv time senere af en meget insisterende dørtelefon der blev holdt inde. Det var en af mine mange beundrere (ha ha…!) der var overbevist om at jeg sov hos Janni – og han havde åbenbart noget at sige. Klokken meget tidligt. Jeg ved faktisk ikke om Jannis far blev vækket, Janni havde uden held forsøgt at tysse på Romeo oppe fra tredie sal – hun siger, at hele opgangen rungede, og at der var mærker i døren dér hvor han, det store brød, havde forsøgt at mase døren ind.

Der er mange andre historier. Sjove, rare og trygge. De bringer smil frem, og luller os ind i en illusion om, at livet var uendelig meget nemmere dengang. Det var det slet ikke. Vi kan dem udenad, historierne; har fortalt hinanden dem så mange gange, at vi præcis ved hvornår klimaks i historien indtræffer. Hvornår vi skal grine, puffe hinanden i siden med et grin og tag os til hovedet i pinagtig flovhed over de vanvittige ting vi fandt på.

Der er også mange triste historier, historier der ikke fik en lykkelig udgang. Historier om vores mødre, der aldrig lærte at blive det helt. Søskende som relationerne kan være så mudrede og betændte til; ødelagte af splid og manglende kommunikation imellem forældrene – mønstre som optræder som hovedpersoner igen og igen i familien; nægter at lade mælkebøtterne helt bryde igennem fortovet. Selvom vi kæmper – kæmper for at klare den, trods round-up og ihærdige hak i stilken.

Vi har stået side om side i mange år. Så gled vi fra hinanden, og uvenskab og usagt vrede kom imellem os. Indtil Janni en dag skrev til mig på Facebook. Og det er jeg uendelig glad for. Man skal være påpasselig med at lade sådan et venskab glide ud af sit liv. Det fortæller helt af sig selv en historie, en historie om hvem man var, de ting man har gjort og hvad man drømte om at blive til. En historie om samhørighed og kærlighed. Og familie.

Jeg har ikke meget familie. Det er så paradoksalt, for det har jeg jo i virkeligheden. Derfor bliver den familie man har så utrolig vigtig.

farvel

Farvel

Så da jeg stod dér i Bispebjerg Kapel i går, og lyttede til Jannis meget smukke tale til sin far, så var det noget der tog mig lige om hjertet. Janni havde kun ham tilbage, og så sin søster. Det er jo ligesom mig…! Jeg forsøgte at skubbe tanken om at en dag er det mig der skal stå dér, og sende min elskede far videre – det var slet ikke til at holde ud. Nej, det er forfærdeligt.

Nu er han her ikke mere, Jannis far. Bamse, som alle kaldte ham. Han er taget videre, væk, er et andet sted.

Janni har skabt sin egen familie; en lille fin og livsglad dreng, og har fundet sig en rolig og fornuftig mand – det ligner sjovt nok også mit mønster. Og dér skal hun lægge alle sine kræfter og sin fremtid. Og huske på alt det gode der var.

farvel

Det husker jeg på en ekstra gang i dag. Tak for dig, min fantastiske far. Jeg elsker dig <3 Vi skal heldigvis ikke sige farvel endnu.

Skriv et svar