38

Sidste års fødselsdag var starten på enden. Det var i hvert fald dér jeg så det hele udefra lige pludselig, og tænkte Hov hvad sker der…

Dagen var larmende normal, og det manisfesterede det usagte; al magi var væk.

Vi samlede alvins LEGO han havde fået i julegave af farmor. Han og den ældste storebror sad bøjet over det, og satte sammen de sidste hjul på toget.

Vi spiste boller i karry; rester fra dagen før. Og begge de gaver jeg fik skulle byttes, for de hverken passede i størrelse eller sind.

Og jeg tænkte Hvad er der sket. Det her er forkert, helt forkert.

To måneder senere eksploderede mit liv, og det hele lå smadret tilbage på gulvet i atomer.

Måneder i helvede startede. Og endte. Og startede. Og nu, i dag, præcis et år siden enden viste sit kolde grimme fjæs første gang, er det vendt tilbage.

Alt er væk.

Jeg tror ikke at jeg er blevet et år ældre siden det sidst var d 24 januar. Det er nærmere et årti. Jeg er træt og mørbanket.

Og ved ikke hvad jeg skal stille op. Dér hvor min faste, stærke og pålidelige klippe var – der er der ingenting. Ikke bare ingenting egentlig, nærmere et gabende sår af ulykkelig, frustreret og løbende puds. Nu skal jeg finde på en ny måde at stoppe det hul til. Det ved jeg ikke om jeg kan.

3 comments / Add your comment below

Skriv et svar