DIY morgen eller badekåbe

Alvin trængte til en ny morgenkåbe. Jeg har kigget lidt rundt, og vil – som altid – gerne have noget ordentligt til en billig pris. I sig selv en svær opgave.

Så derfor måtte jeg jo sy en selv. Jeg har før syet Morgenkåbe til ham. Resultatet blev ok, men ikke fantastisk (siger jeg nu et par erfarne sy-år senere).

Denne gang var stoffet det der udfordrede mest. Jeg ville gerne have noget lækkert og pænt. Jeg endte med at købe to badehåndklæder i Jysk til en halvtredser stykket. De var perfekte til formålet, da de er store og i en lækker velour kvalitet. Alvin kan tit lokkes til at være begejstret for sit hjemmesyede tøj, hvis han får lov at være med i processen. Jeg havde et Yoda strygemærke liggende fra vores Thailand tur, og det passede jo perfekt i farverne. Lignende kan købes billigt på eBay. Husk at strygemærke sjældent kan nøjes med at blive strøget, så falder de simpelthen af. De skal lige stikkes rundt i kanten, efter du har strøget dem.

Jeg har også uhyggelig mange bånd fra eBay liggende – nogle ting elsker jeg bare at købe på eBay. Bånd er én af de ting…. Skråbånd fra http://www.bettyp.dk var super til afslutninger. Så var designet ligesom på plads.

Man skal åbenbart posere sådan, når man får at vide at der lige skal tages nogle billeder….

De fnulrer helt vildt meget, når man klipper i dem. Hele mit sy-rum var dækket af håndklæde fnuller. Det er derfor en god idé at overlocke eller zig zagge alle kanter lige når du har klippet dine dele.

Jeg havde kigget en del på Pinterest for at finde et gratis mønster på en morgenkåbe. Men rigtig mange skrev at de havde brugt et bluse mønster, der blot var klippet igennem foran, og forlænget i ønsket længde. Så det gjorde jeg også. Den passer ham perfekt nu. Og det til trods for, at jeg troede at jeg havde lavet den lidt til den store side.

Den tog ganske kort tid at sy. Det med kantebånd er jo en evig udfordring, for det er sååå svært at få helt perfekt. Så det er det da heller ikke blevet. Jeg har valgt den lidt mere krævende arbejdsgang med at sy det på på den ene side først, folde det ud over kanten, og stikke det fast på den anden side. Og det er stadig ikke helt pænt alle steder, øv.

I halsen har jeg lagt det fine bånd med Star Wars figurer, primært for at skjule sømmen i halsen. Men også fordi det var en sjov ekstra detalje. Jeg har også syet en strop i, det har jeg desværre ikke fået et billede af…

Bæltet er bukket i fire lag (utroligt nok syede maskinen igennem det uden problemer), og så har jeg syet det fast på ryggen, i stedet for stropper. Så bliver det ikke væk.

Alt i alt er både Alvin og jeg godt tilfredse. Nemt og overskueligt projekt, som jeg vil mene de fleste kan være med på:)

Skriv et svar