At tilgive – eller lade være

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig dejlig ferie i Norge.

Dejlig fordi det var sammen med min far og Alvin, myseosten var god, klimaet velkendt og vidunderligt og særligt fordi vi besøgte min elskede familie i Marnardal.

Psykisk syg mor

Min tante Britt repræsenterer en virkelig vigtig og magisk del af den brogede palette min barndom var. Vi var, min mor, far, lillebror og jeg – og senere bare min lillebror og jeg, årligt en tur til landet med fjeldene. Det var altid længe ventet; et pusterum. En uge hvor der var nogen der badede mig i den store lyseblå håndvask, og pjattede muntert med mig imens, redte en seng bare til mig stablet op med fluffy puder med hvidt knitrende betræk, spurgte om jeg ville have vafler eller pandekager til morgenmad (jeg valgte altid vaflerne!) og serverede boblende solo brus på glasflaske for mig. I en hel uge havde jeg kun én lillebror at forholde mig til, og han skulle hverken hentes fra børnehave eller holdes øje med, så han ikke løb ud på vejen. Næ, han og jeg blev placeret på slagbænken i køkkenet, og kunne tage imod en uge med massiv forkælelse og opmærksomhed. Det var ganske vidunderligt. Jeg var helt tom indeni, flere uger efter at vi var retur i den vante hverdag i Danmark. En hverdag uden brus og vafler…

Psykisk syg mor

De der gjorde alle disse vidunderlige ting for mig, var min mormor og morfar. Jeg tænker tilbage på dem med stor kærlighed, og savner dem stadig i dag. Min morfar er død, og min mormor blevet dement. Det er væk, det der engang var.

Men det forsvandt desværre inden at de fysisk og mentalt gik bort, for skylden og skammen som min mor bærer på, og har brugt som det mest effektfulde opdragelses middel hun kendte til, kom ikke fra fremmede.

Og dette fortalte min tante Britt lidt om. Jeg har ikke været i Norge sammen med min far i mange mange år. Siden jeg var lille. Så det var også noget særligt, at blive genforenet med Britt når han var der – for de har jo også en historie sammen.

Psykisk syg mor

Og noget af den kunne jeg næsten ikke bære at høre.

Jeg har sluttet fred med min opvækst. Det tænker jeg i hvert fald som oftest. Jeg kan ikke ændre på det der var mit udgangspunkt i livet, og har lukket de fleste blødende sår. Jeg har valgt at jeg aldrig kan tilgive min mor. At jeg ikke vil tilgive hende. Og dét tænker jeg stadig er min virkelighed, min løsning og min måde at komme lidt mere hel igennem dette liv på.

Men da jeg hørte Britt fortælle, om de opvækstvilkår som min mor har haft, blev det alligevel lidt sværere at holde fast i det rigtige omkring min beslutning. Den grufulde historie, som jeg har hørt så mange gange før, men med både min fars og hendes uddybende og forstående ord – så vakte det en følelse af genklang og forståelse. Sådan som hun behandlede mig hele min opvækst, med foragt og konstant demonstrerende afsky, sådan blev hun selv behandlet af sine forældre.

Det er jo så uendelig trist.

Det har fået mig til at tænke. Tænke på, om jeg bør overveje at finde en lillebitte sti indeni mig, der kan være det første spæde skridt mod tilgivelse. Det vender sig ærlig talt i mig, ved tanken om at give slip på det – for så føles det som om, at jeg bekræfter min mor i, at det var korrekt at give mig skylden og ansvaret for at familien gik i stykker; opløstes langsomt men sikkert igennem voldsomt misbrug og psykisk sygdom. Et blåstempel, en godkendelse.

Så jeg er ikke blevet klogere. Kun på min mor – og det kan jeg næsten ikke holde ud.

For hvordan ser min virkelighed så ud nu?!

6 comments / Add your comment below

  1. Jeg står selv i processen om tilgivelse. Vi skal huske at vores forældre har gjort det så godt de kunne med det de havde. Ikke at det undskylder noget, men det forklarer meget. Man kan altid tilgive men aldrig glemme.

    1. Ja det er jo dét svar jeg selv giver til mine borgere indimellem…men det er bare ikke helt nok, synes jeg faktisk.
      Især når efterspillet fortsat er tungt, og der ingen evner er til at se egne fejl. Jeg synes ærlig talt ikke at det er så simpelt…

  2. At tilgive er, at holde op med at ønske at tingene skullet have været anderledes. Det sagde min veninde om sin forfærdelige mor, og jeg har måtte give hende ret, mange gange siden. Man tilgiver ikke for den andens skyld, men for at slutte fred med sig selv. Det er svært, hvis man er bitter på nogen.

    1. Ja…men jeg kommer aldrig til at holde op med at ønske, at tingene var anderledes….
      Jeg véd godt alt det der, men kan ikke rigtig finde det inde i mig selv åbenbart.

  3. Hold.da.kæft!
    Det er PRÆCIS det samme her!
    Min tante har lige (i forgårs) fortalt mig om min mors opvækst. Det er helt magen til min egen.

    Du skriver det samme som jeg har det!
    Jeg tror vi er NØDT til at mødes og snakke sammen. Jeg har brug for at møde andre som mig.

    1. OK – det er jo en lille smule vanvittigt, at det er så ens hva…

      Lad os mødes – måske i starten af det nye år?

      1000 klems til dig

Skriv et svar