At undvære sit barn

Jeg har hørt om det en million gange; det har vi alle. Alle kender jo nogen der er skilt, og som har fortalt hvor svært det er at undvære sit barn fx den første jul eller fødselsdag.

Det er helt alment kendt, at det er svært den første tid “men så lærer man at nyde det, og ligefremsætte pris på det….” Hej Hej du, dét har jeg meget svært ved at tro på!

Jeg er et rationelt og sådan ret tænkende menneske, og havde gjort mig mange tanker om hvordan det ville være at sende Alvin på ferie med Tim i to og en halv uge.

Og intet kunne have forberedt mig på, hvor usandsynlig modbydeligt og svært det var.

Jeg puttede ham med ekstra lang godnat historie, og i spandevis af kys og kram. Som i non-stop bombardement af hans velvoksede hårtop (som skal være langt ligesom storebrødrenes…!). Sagde til ham “Ved du hvad, skat?” og han sagde – med næsten himlende øjne, jeg sværger – “Ja mor, du elsker mig, ik?”. Jo, det gør jeg min dreng. Så utrolig meget. Så utrolig uudgrundeligt ubeskriveligt som i alt med u meget…!

Så gik jeg ind i stuen, efter at have puttet ham og hans mange tøjdyr, på Tims plads i min seng. Alvin der aldrig har kunne finde ud af at sove sammen med sine forældre, han elsker det bare nu. Og han får lov alt det han vil, når han er sammen med mig. Midt i denne tid, skal han bare have al den omsorg og kærlighed hans lille hjerte kan rumme. Og inde i stuen havde jeg ellers en ringeaftale jeg havde set frem til. Som jeg måtte aflyse. Jeg kunne ingenting. Græd og græd og tænkte igen over, hvad fanden det dog er der sker. Jeg kan ikke rumme det, kan virkelig ikke rumme alt det kaos jeg selv og resten af min familie står i. Og alligevel føler jeg, at det er fuldstændig umuligt at gå andre veje, end den der nu er trådt an i græsset foran mig. Den vej der er ubekendt og et vildnis, og som betyder at mit barn halvdelen af tiden ikke skal være hos mig. Det er så forkert…! Grundlæggende SÅ FORKERT!

Jeg afleverede ham i børnehave næste dag, og at vide der skulle gå to og en halv uge inden vi ses igen, det forstår jeg stadig ikke at jeg magtede. For lige nu magter jeg det ikke. Jeg savner ham, men savnet er egentlig ikke det værste. Det værste er, at det føles så naturstridigt og helt helt forkert, at ens barn holder ferie og har et liv, som jeg ikke er en del af lige nu. Det er da for fanden ikke det der er meningen.

Tim har været meget meget sød til at sende billeder og videoer af Alvin. Nogle gange har det været vidunderligt, og andre gange helt smerteligt. Fx dem hvor han spiller fodbold med sine to fantastiske storebrødre. Som lige pludselig ikke er mine mere. Alt er ændret. Jeg ved ikke hvordan det kunne ske, jeg ved ikke hvordan det bliver gost igen men jeg ved bare at det aldrig bliver det samme, og at min vej er den jeg går ad nu.

Selvom den føles så umulig at komme frem ad…..

3 comments / Add your comment below

  1. Årh, Maria! For helvede. Jeg har det præcis på samme måde. Det er ubehageligt og uvirkeligt men du har faktisk lige gjort det u-ubeskriveligt, tak for dine ord, der beskriver smerten ved at være deleforældre! Jeg kender det alt for godt 😔

  2. Jeg føler med dig Maria 🙁 men jeg syns altså det ER blevet lettere her 2,5 år efter bruddet. Savner mine drenge, når de er hos far, men jeg ved de har det godt <3

Skriv et svar