Hjemløs

en ny kategori er indført her på bloggen; skilsmisse. Det kom som et chok for mig, helt kliché agtigt troede jeg at vi kunne klare alt. At vi stod sammen, også når det var tørt, kedeligt og vi igen var uenige om hvad der var det vigtigste at prioritere. Og begge synes at vi hver især valgte rigtigt. Gang på gang. Og rystede på hovedet af hinanden, vendte os væk og gik mentalt i gang med hver vores projekt.

Jeg er stoppet med at sy og alt det andet der fyldte mig op med glæde. Han synes at det var irriterende, tog tid og fyldte alt for meget. Det var nok også rigtigt. Jeg har ikke været særlig god til at gøre alle de ting der skulle til, for at han kunne slappe af.

På Instagram kan jeg følge med i alle mine cyber venners påske aktiviteter. Der er virkelig mange der går ture, er ved vandet, i sommerhus eller bare flader ud foran fjernsynet. Sammen. Så bliver jeg ked af det, og føler mig snydt. Og valgt fra. Igen. Et øjeblik ønsker jeg at de seneste uger kunne slettes fra kalenderen og vores hukommelse. Så slår det mig; hvis alt var som det plejede, ville jeg alligevel ingen billeder have at lægge op på Instagram, eller bare til mit eget lille arkiv, hvor jeg samler på de vigtigste stunder i mit liv. I hvert fald ikke billeder hvor vi var sammen. Nok snarere billeder af Alvin og jeg. Måske med nogle af mine veninder og deres børn. Men ikke af os alle. For det er jo ikke sådan det er…eller har været. For det glemte vi var vigtigt. Han prioriterede praktiske ting, og jeg prioriterede Alvin og nærvær med ham, og udelukkede nærvær med hans far.

Og så lytter jeg igen til Sean Paul og hans dutty rock-rappende Rockabye  – og husker på det vigtigste i mit liv. Ham den lille.

Så skal alt det andet nok gå. Selv et skilsmisse attack som det her.

Min kollega spurgte mig sent i går aftes hvordan det gik. Han vidste ikke noget om alt det her. Og så græd jeg. Og han trøstede mig. Vi snakkede om hvordan det skal gå, hvordan vi begge selv har haft meget større bjerge at bestige i vores barndom, end “bare” en skilsmisse. Og hver gang jeg skulle italesætte ordet skilsmisse, delebarn eller bare fremtiden væltede tårerne ned af mine kinder igen. Alverdens kram ændrer ikke på de følelser eller udfordringer, men de husker mig på at jeg ikke er helt alene. Og at selvom jeg er hjemløs i perioder lige nu, så er der så mange mennesker der rækker ud og giver mig fysiske og mentale kram. Åh det hjælper lidt. I et øjeblik.

3 comments / Add your comment below

  1. jeg stod dér, hvor du står lige nu, for ca. 2 års iden… tæppet revet væk, min tro på mig selv var væk, mit selvværd eksisterede ikke, og jeg kunne da ikke klare mig selv… jeg tiggede, bad, lå på knæ, snakkede, forhandlede, tilbød at ændre mig, indtil jeg fik en kniv på halsen.. den dag fik jeg nok, men kunne alligevel ikke rejse… der gik yderligere 5 mdr. Før jeg tog beslutningen… den bedste beslutning jeg har taget for mig og min dreng.
    Han skal for altid leve med at mor og far ikke finder sammen, at vi ikke bor sammen, og at hans far ikke evner at samarbejde, ikke evner at være empatisk, og ikke evner det simple i at være far…
    Det er ikke en trøst, men der kommer en dag, hvor du kan se til bage.
    For ja, man glemmer måske hinanden, glemmer at være optagede af hinanden, midt i bleer, madlavning, indkøb, tøjvask, arbejde og hobby… men ja, det er da lige præcis der man skal sige, at størst af alt er kærligheden… i medgang og modgang…
    Jeg er glad, og rigtig godt tilpas med mit liv. Jeg KAN, jeg VIL og jeg GØR…
    Jeg håber, at du og Alvin, og de to skønne bonusbørn, kommer helskindet ud på den anden side… håber, i finder ud af at give jeres lille dreng de bedste vilkår her midt i en stor livskrise….

    Sender dig de bedste tanker, ville egentlig ikke noget, bare sige, at du kommer igennem det, og finder en vej ud af mørket igen.. Det er ok at hade, være bitter, og være vred… bare du mærker dig selv, og mærker efter hvad du har brug for..

    Kærligt kram

    C

    1. Kære Christel,
      Puha det lyder voldsomt. Og sejt og hårdt.
      Heldigvis er et noget mere udramatisk her da. Men stadig det hårdeste jeg i mit voksen liv har prøvet…!
      Vi bevæger os ligeså stille fremad mod en slutning på det her, og det føles godt og rigtigt.
      Tak for dine tanker❤

Skriv et svar