I dag

er dagen efter jeg var til Sean Paul koncert. Det var skønt, rigtig skønt. Og numserne blev rigtig meget rystet.

Det er også dagen hvor jeg hentede Alvin hos min far, hvor han havde sovet og som altid hygget for resten af ugen. Tivoli tur og alt andet en fem årig kan ønske sig. Vi spiste sushi og hyggede os. Jeg spiste ikke så meget, for jeg er ikke så sulten for tiden.

Så kyssede vi morfar farvel, og kørte hjem. Hjem til vores hus. Som begynder at føles fremmed. Alvin spurgte om far var hjemme, jeg svarede nej. Det accepterede han uden yderligere spørgsmål. Han er vant til, at vi er sammen med ham på skift qua mine arbejdstider. Men han er jo ikke vant til, at der ingen kærlighed er eller at stemningen er så trykket at den næsten maser os alle sammen til bittesmå stumper og stykker.

Og så er det jeg tænker, at han er nødt til at kende sandheden om vores nu splittede og opløste familie. At det er slut, at der er givet op og at han fremover skal leve som delebarn. Lyder jeg bitter? Nå, men det er jeg sgu også. Er så vred, at jeg næsten ikke kan rumme alle de arrige følelser i min krop.

Nu skal jeg indordne mig, og fortælle mit barn at han skal leve sin barndom splittet, og alle højtider og fødselsdage skal han savne én af os. Det gør mig ulykkelig, vred og magtesløs. Sådan skulle det jo ikke være.

Så i dag er også dagen, hvor jeg tænker at mit barn indenfor meget kortvarig skal modtage den sværeste besked i sit femårige liv; alt ændres, vi skal flytte og kærligheden imellem din mor og far er væk. Og bare jeg tænker på det, får jeg en klump i halsen og øjne der løber.

4 comments / Add your comment below

  1. Åhh Maria.. jeg føler med dig, jeg husker godt hvordan det var da mine små drenge skulle have den besked.. ønsker dig alt det bedste <3

  2. Øv, hvor er det bare træls. Jeg håber at din lille dreng forstår og at i kan samarbejde omkring ham.

Skriv et svar