Vintergækker med farve på

Alvin og jeg er begge hjemme disse dage. Alvin på niende sygedag faktisk, og nu har han smittet mig. Så vi snotter, pudser næse og ligger på sofaen. Og det lyder hyggeligt – men det véd vi jo alle, at det i virkeligheden ikke er, slet ikke på barnets niende sygedag…

Nedenfor ser du mit survivalkit……parkeret i hylden ved sofaen hvor jeg ser Netflix og lægger neglelak. Faste rutiner er jo så vigtige, siger man;-)

Jeg kom hjem fra døgnvagt i morges, og afløste hr mand, der kørte afsted imod sit job. Han var ikke engang taknemmelig for den sene start på dagen  Alvin sov til 8:45, og han havde haft flere timer til at hygge med morgenkaffe osv. Ikke om han værdsætter dén slags små hverdagsgaver, utaknemmelige skarn…

Jeg tog dynen, gik i stuen og satte den nye sæson af Ninjago på (barnet jublede i forgårs, da han fandt ud af at der var helt usete afsnit på Netflix, perfekt timing!). Jeg udbad mig ro, og lagde mig til at sove. Årets mor, det er mig… Han er klart den friskeste af os lige nu, og egentlig klar til børnehave igen. Det er bare lige dét med den dér ekstra sygdomsfri dag. Det var helt sikkert i dag..!

Da jeg vågnede et par timer og en halv NInjago sæson senere, havde zymelin, hovedpinepiller og Pepsi max hjulpet lidt. Og i et anfald af overmod, foreslog jeg at vi satte vintergækker i vand. Vi satte et hold i blåt vand i forgårs, og nu kom turen til de grønne. Sådan her så første hold vintergækker ud i forgårs….

Voes have er meget lidt attraktiv for tiden. Vi har en forbandet bambus stående på hjørnet af terrassen, og den er meget gavmild med blade til resten af haven året rundt. Det er vanvittig irriterende. Det er dem du kan se ligge oven i vintergækkerne. Min svigermor og min far har heldigvis lovet at komme i foråret, og hjælpe med at opgradere vores have. Jeg drømmer om blomsterliv, nemme løsninger og om en meget død bambus!

 Alvin fik lov at hælde farve i…

“Bare en lille slat skat”

“Ja ja mor…!”

Og dér er halvdelen af bøtten i glasset. Ligesom med det blå…ja ja jeg er jo overskudsmor, så den slags tager jeg med et smil og et overbærende træk på skulderen, imens jeg kysser ham på håret. Og bander indvendig, imens jeg viiiiiirkelig husker på at man skal vælge sine kampe. Det har jeg set engang i Dr Phil.

Resultatet blev nu smadderfint, og Alvin følger meget spændt med i, om de nye vintergækker også muterer;-) Og ville i hvert fald ikke være med på det sidste billede…!

2 comments / Add your comment below

  1. Halløj, søde – jeg havde lige skrevet verdens læææængste kommentar, men fik meddelelse om at jeg var spam. Det har jeg fået besked på de sidste par gange, så nu prøver jeg lige at skrive et andet navn…. Just testing….

  2. Succes!! Kort version af min laaaange kommentar: Fede vintergækker! Med hensyn til sygdom: Hold ud, foråret er på vej, og I er på rette kurs – hephephep! ❤️

Skriv et svar