To gange adventskalender

Jeg byttede adventsgaver med to veninder i år.

Kriteriet var at det skulle være genbrug. Det er jo faktisk virkelig nemt, særligt for en loppe-afhængig som mig. Jeg startede allerede i januar, og havde faktisk ret hurtigt købt alle gaverne. Undtagen de sidste til Mette, som jeg altid bytter 8 gaver med; en til lørdag og en til søndag. Hun har en ting med sommerfugle, så det bliver hun tæppebombet med…


Maya er verdens dejligste pige, men fandeme også en dårlig værtinde, ha ha! Hun ejer ikke en eneste skål til slik, Chips eller andet godt – og skriver altid i sidste øjeblik, om man ikke lige kan købe lidt snacks med, for det nåede hun ikke lige (igen). Til hendes fødselsdag forrige år serverede hun ispinde til dessert! Heldigvis er hendes selskab vigtigere end ypperligt udførte kager, så det gør ikke spor.

Nu har hun lidt at servere i. Øverste billede var gaverne til hende. Der var også en ret lækker kande, en hjemmesyet julesok med navn på, hendes børn som engle, en top, et kähler juletræ til lys og så skålene.

Mette, min barndomsveninde, er hende med sommerfuglene der fik otte gaver.

To billeder med sommerfugle (elsker selv det til venstre, trods det er revnet på tværs – det kalder vi patina, ik?), en sjov julenisse, et syet net i glade farver (som Mette bedst kan li), en hæklet abe,kähler lysjuletræ og en dip dye top og skjorte med zebraer (som jeg købte på loppis, engang jeg var afsted med Mette. Mette har plaget lige siden om at arve den. Og nu er jeg så tyk, at den ryger videre til hende, ha ha…).

Jeg synes bare at det er top hyggeligt at bytte adventsgaver – i næste indlæg må jeg vise dem frem som jeg fik!

Skriv et svar