Glædelig jul, farfar

Hvert år til jul kører vi ud og siger skål og glædelig jul til Tims far, der gik bort for snart to år siden. 


Døden er jo en naturlig del af livet, og i nogle tilfælde næsten ventet, når man som Robert har været igennem et langt og forfærdelig opslidende sygdomsforløb.

Men savnet er der jo alligevel. Og helt forberedt bliver man bare aldrig.

Jeg elskede min svigerfar meget højt. Han var et sprudlende og livsglad menneske, der bidrog med uendelig mange ting. Og han elskede sine børnebørn, på den dér måde kun en bedsteforældre kan. Han klukkede glad, når Alvin fandt over dørtrinnet gang på gang (altså han slog sig ikke;-) og synes at alt hvad han fandt var en pulitzer værdig. Det var en meget tydelig og vidunderlig kærlighed han havde til Alvin, min søn. Og da han døde, tænkte jeg som det første på, at Alvin en dag ville glemme ham. For han var jo kun tre år da han døde, og kan naturligvis ikke huske den udgave af farfar, som vi andre kan.

I dag på vej til kirkegården sagdes Alvin så “moar, hvordan så min farfar egentlig ud?”

Av av. Han KAN vitterligt ikke huske det. Men han kan heldigvis huske farfars nærvær, og de dovne sommerdage i kolonihaven. Og når vi med kærlighed i stemmen, fortæller om alle de løjer han og farfar fandt på, så husker hans hjerte lidt. Og det gør mig så glad.


“Farfars elskede…” sagde Robert altid, og så på Alvin med hovedet på skrå og ballade i blikket.

Glædelig jul, elskede farfar.

Og også til alle jer andre. Lad os nyde dem vi har at tilbringe aftenen med.

Skriv et svar