Mor med diagnose – modige mødre #4

I foråret startede jeg min lille føljeton Modige mødre op. Det er spændende og fine historier, fortalt af mødre der har det tilfælles, at de har haft udfordringer i deres liv som mor.

Jeg synes det er smaddervigtigt, at vi taler højt om de ting der er svære. Kun sådan kan vi gøre det nemmere for os alle, at mødes uden fordomme og med positive vibes. Og dét er noget der rykker og som vi bruge til noget.

De tre første mødre der var med var Christina hvis far begik selvmord Henriette der kæmpede for at blive mor og Daniella der mistede sin tre årige søn

Tre rørende og smertefulde historier fortalt af nogle seje mødre.

Nu har jeg de næste tre mødre klar til jer. Den første er Lys og Mørke, som jeg har fulgt længe på Instagram .

Hun har diagnosen Borderline, og de udfordringer dette giver fortæller hun om her. Indlægget er så fint og så modigt på en helt anden måde end de forrige mødre jeg har haft besøg af påbloggen. Det er så pissesejt at hun ser det svære i øjnene, og står så meget ved sig selv. TUSIND TAK for at du ville være med <3

Du finder hendes instagram profil lige her

Mor med diagnose:

Jeg fik min dejlige dreng, før jeg fik min diagnose. Heldigvis for det. Havde jeg vidst hvilken kamp i sindet, det skulle blive at være mor, havde jeg helt klart fravalgt det. Han er uden tvivl det dejligste der er sket mig, men den frygt der har fulgt med, efter min diagnose er kommet til, dén overskygger i perioder det hele. En frygt som vi nok alle har i os på et almindeligt fornuftigt plan, men som for mig viser sig i angst og sorte tanker.

På en måde kan man sige at det at få barn udløste en masse ting i mig, ligesom det også ville gøre hos andre. Men hos mig viste det sig på en ret grim måde.

Når jeg blev udfordret af min dreng, især i aftentimerne, ved f.eks. Putningen, så blev min lunte kortere og kortere. Til sidst kunne jeg finde på at gå ud af rummet og smække med døren. Det viste sig især, hvis han afveg fra den normale rutine, eller når vi skulle ud af døren.  Sundhedsplejersken blev hurtig nervøs for om jeg havde udviklet en fødselsdepression, og testen viste at hun havde ret. Det eneste jeg sad og tænkte på, var; at sådanne vredesudbrud havde jeg da tit haft i perioder i mit liv!

Siden mine tidlige teenage-år har jeg haft humørsvingninger, depressionslignende perioder med dystre tanker og, ikke mindst, svært ved det sociale og følelsesmæssige, i omgangen med andre mennesker.

I den senere ungdom søgte jeg svar på hvorfor jeg havde det så svært og når jeg magtede det, kunne jeg i perioder gå i gang med at spise sundt, læse udviklingsbøger og dyrke yoga for at finde ro i sindet og se om det kunne holde de dårlige tanker væk. Perioderne varede som regel ikke længere end 14 dage. Så magtede jeg ingenting og lå igen alene, krummet sammen på værelset med låst dør. Det endte med en tur på den åbne afdeling på psykiatrisk  Afsnit i Glostrup, og efter 3 måneder dér, lyder ‘diagnosen’ på, at jeg var et menneske der havde haft det svært i barndommen, men på grund af mine gode ressourcer, havde jeg et sind der var stærkt nok til at reflektere over tingene og bearbejde dem.

12 år efter finder jeg min sundhedsjournal frem på nettet og deri står fra tiden på afdelingen, at ‘patienten er disponibel for borderline’.

Jeg blev total mundlam.. Alting gav pludselig mening. Min korte lunte overfor mit barn, når han afvigede fra sine normale rutiner, min grænseløse opførsel og humørsvingninger og min vilde ungdom med stoffer og promiskuøse forhold til det modsatte køn.

Det værste var dog følelsen af at være blevet glemt i systemet og smerten der kom bagefter, da jeg kiggede på mit lille barn og tænkte ‘hvad kan det her betyde for dig?’ Jeg vidste hvordan jeg selv var blevet påvirket i min egen barndom og hvor svært jeg stadig havde det af samme grund. Selvom man har lagt sin fortid bag sig og ikke er vred længere, kan man jo stadig være ramt. Og det blev jeg i en sådan grad, af denne opdagelse.

Jeg ønskede at kunne gøre alt for, at det ikke skulle gå på samme måde for min søn. Alligevel blev frygten, for at gøre noget forkert og ødelægge ham, altoverskyggende. Det fyldte så meget at jeg dagen lang brugte al min energi på at være den perfekte mor som rummede mit barn. Sandheden var en anden, for så snart han afvigede fra dét han plejede at gøre, gik jeg i total panik og mistede hurtigt tålmodigheden og mig selv. Det var i en sådan grad at jeg råbte af ham, skældte ud og skyldte skylden på ham. Det lyder så tåbeligt og gør så ondt i mit hjerte når jeg tænker tilbage, for han var jo bare en lille dreng. Jeg skammer mig meget og prøver hver dag at gøre det bedre , og huske mig selv på at jeg gør og gjorde mit allerbedste.

Jeg fik heldigvis en god psykolog da der kom gang i processen, og efter et halvt års tid i intensiv terapi, formåede jeg at blive bedre til at lede efter de positive ting og slippe den dårlige samvittighed og skyldfølelse overfor mit barn. Jeg fik værktøjer til at mærke efter i mig selv og tage tingene i opløbet. Sidst men ikke mindst gav han mig lov til at tænke “pyt”   ‘og hvad så hvis han spilder sin mad ud over det hele, det kan tørres op igen’ eller ‘og hvad gør det hvis han lige får lov til at kravle op der’ ; istedet for at piske en stemning op indeni og ende med et vredesudbrud på størrelse med Rundetårn.

Jeg ved godt at vi alle kan stå i lign. situation, borderline eller ej, men det er ret forstærket og især reaktionen og tingene der bliver sagt i vrede. Min stopklods virker simpelthen ikke, når jeg er under pres, eller bliver følelsesmæssigt frustreret.

Jeg har stadig dage hvor jeg kan være depressiv og ikke kan fungere optimalt, hvor jeg ligger i sengen en hel dag, fordi alt hvad jeg rør ved går i stykker og hvor hver en følelse eller tanke jeg får, er depressiv og dårlig snak om mig selv. De dage er heldigvis blevet mere sjældne og er begyndt at gå hurtigere over, end for få år tilbage.

Hverdagen med en diagnose synes jeg ikke er særlig ‘besværlig’. Jeg er ret åben omkring den, og holder ikke tilbage hvis folk er nysgerrige eller har spørgsmål. Jeg tror jeg som så mange andre, er træt af tabuer og mærkater. Jeg har endda et dejligt arbejde som kan rumme mig, og  hvor der er plads til små pauser hvis det er dét jeg har brug for. Jeg har også et godt samarbejde med min drengs institution, hvor jeg har bedt dem at ‘holde øje med hans trivsel’ fordi jeg er nervøs omkring hvordan og hvornår der måske kommer en reaktion. De fortæller mig at han er en glad og sund dreng, og de kan ikke mærke på ham, at hans mor til tider har det svært.

Så den største udfordring ved at være mor og have en diagnose som borderline, er nok at have rum og plads til mit barn på de svære dage. I de tilfælde bruger jeg mit netværk, som er min tætte familie. Min svigermor har altid støttet mig, og kan komme hvis jeg har brug for en hånd i en situation, som jeg ved kan tilspidse sig. Jeg har også en god veninde som altid er klar på telefonen og som guider mig igennem situationen, på en rolig måde, istedet for at kaste med ting og råbe højt, imens jeg er sammen med min dreng. Hun siger noget så simpelt som ‘træk vejret’ og så giver hun mig tid. Tid til at trække vejret og tid til at græde smerten ud, og bare dét, kan virkelig gøre underværker!

Min dreng er nu så stor, så han kan jo sagtens se at mor er ked af det eller vred. Istedet for at gemme mig væk som i starten, så sætter jeg nu ord på for ham, og fortæller ham at ‘mor også kan blive ked af det’ og at det er okay. Og når jeg begår fejlen og råber eller kaster med et stykke legetøj, siger jeg ‘hov, det må man jo ikke. Heller ikke mor’. Jeg øver mig i at han gerne må se at jeg fejler, for på den måde ved han, at jeg også bare er et menneske og måske vil han have større forståelse når han bliver ældre. Forståelse overfor forskellighed og for at livet er helt okay at leve, selvom hver dag ikke er en dans på roser.

Smerten det hele indebærer kommer jeg nok aldrig af med. Smerten over at jeg aldrig kan være den ‘perfekte mor’ som har overskud til at bage boller eller tage til diverse arrangementer. Men jeg lærer at leve med den. Sandheden er at jeg sparer sammen på mine kræfter. Og så er jeg der også 100% når jeg er sammen med min dreng.

7 comments / Add your comment below

  1. Sej og modig mor <3
    Der er ikke nogen der er perfekte, og hvad er perfekt?
    For mig virker hun som den bedste mor for sin søn – hun viser, hun vil gøre alt for sin søn, dette er for mig, sådan en mor skal være <3

  2. Jeg er din absolut største fan – dit tankemønster og den kærlighed du besidder, overgår alt ❤️
    Du er et smukt menneske og jeg er evigt taknemmelig for at have dig i mit liv ??

  3. Du er sej ❤

    Jeg kan sagtens genkende de ting du skriver.. mit temperament løber også ofte af med mig, når V afviger fra normalen. Jeg hader at jeg reagerer, og prøver virkelig at ‘trække vejret’ . Men, shit det er svært !!!

    Fuck Borderline og fuck tabu !

Skriv et svar