En lort under puden…?! 

Alvin har fået sine første rokketænder. Og de kom på en lidt anderledes måde, end de ellers traditionelt gør.

Tim var ude at fulde sig, og når det sker, forsøger jeg altid at arrangere sy-hygge med et par veninder. Denne gang var det Mette og Maya der kom, med deres tilsammen tre drenge. To gange Sylvester og én Marius. 

Vejret var skønt, og drengene legede imens vi klippede og gjorde klar. Pludselig ville Alvin gerne stå på rulleskøjter, egentlig skulle jeg nok bare have sagt nej – især nu hvor det er sket, kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere fornuft på det givne tidspunkt…

Han fik beskyttere på alle tænkelige steder inkl hjelm. Der var sgu ikke noget der kunne slå den rullende dreng ud – bortset fra da han tog en tur i stengulvet med bisserne først, av av. Man kunne overveje, hvad moren foretog sig? Jo, jeg tænkte at han da lige kunne prøve det af selv, han er ret modig og egentlig ok til at stå på de rullere dér. Så jeg klippede lige lidt imens. Han råbte stolt “venner, se mig…!”, men fik ikke rigtig nogen respons. Så jeg listede den klassiske “hvor er du dygtig, skat”‘sætning ind. Og tænkte at så var mit barn både blevet hørt og set, trænet lidt selvstændighed og mor havde fået klippet. Men galt gik det alligevel.


To fortænder er nu løse. Et par dage senere var vi forbi skoletandlægen, der bebudede at de ville sætte sig fast igen. Det er bare lidt vanskeligt, når drengen hele tiden hiver i dem.


Alvin tog det hele i stiv arm, han er sgu aldrig sådan at hyle ud af den. Det han er mest bekymret for, er om det er tandfeen eller tanddjævlen der kommer, når de bisser ryger endeligt ud.

Hans far har nemlig fortalt ham, at tanddjævlen lægger en lort under puden, hos de børn der har været frække. Holy guacamole, Alvin er i dén grad gået i trænings-mode for at overbevise tanddjævlen om at han ikke behøver at stoppe hos os. Måske de dér tand-væsener er forsinkede, så Alvin rigtigt kan lære at være artig..?! Det var værd at overveje 😉

Skriv et svar