Der var engang i Budapest #1

Da jeg var et fattigt barn

Det er længe siden jeg har skrevet et personligt indlæg. Det sidste der omhandlede min noget brogede familie, kan du finde lige her.

Jeg har tænkt nogle tanker om dét at dele min historie, nu den både har været i Zornigs Zone, og nu også Ude og Hjemme. For det er jo ikke kun mig selv jeg skriver om, jeg udleverer i høj grad min familie – selvom jeg aldrig kunne finde på at skrive navne eller vise billeder af dem, så er det jo alligevel nogle meget personlige, og indimellem barske, sandheder jeg fortæller om her på bloggen.

Min far og jeg

Ligesom Karina Pedersen.

Ligesom Karina Pedersen har jeg en familie, som jeg har mistet kontakten til. For længe siden. Det være sig min mor og mine to brødre. Og ligesom Karina Pedersen har jeg ganske få fine ting at sige om min mor. Mine brødre er en anden historie, en trist men dog en anden historie.

Jeg aner ikke om de læser med på bloggen. Mine brødre gør nok ikke, min mor gør nok. Hun har spion evner der ville gøre Tom Cruise i Mission Impossible misundelig. Min bror og jeg blev fx sendt afsted på Hovedbanegården, når vi var på den årlige MacD tur derind, for at se om den tynde skæve narkoman der stod og hang ved pølsevognen var vores far. Det var det vist ikke, og hvis det var, var vi nok bare gået tilbage til hende og sagt at det ikke var – for hvad så? Sådan to lidt forsømte unger, der aldrig helt vidste hvad dagen ville byde på af uventede overraskelser, havde i hvert fald ikke brug for at bringe flere farlige ting ind i livet.

Nåmmen, Karina skælder ud. Både på hendes mor, hendes tidligere nabolag og velfærdssamfundet. Hun mener, at det faktum at vi har et sikkerhedsnet i Danmark, gør at de fattige blot læner sig tilbage, for at skovle penge ind, imens de har smækket benene op til X-factor med osterejer og cola på sofabordet. Ligesom Joachim B Olsen. Og alle der er enige med ham, er pr definition en lille smule uhyggelige….

Jeg har ikke svarene på denne komplekse situation; hvad er den bedste motivation, at hjælpe økonomisk eller at presse folk økonomisk?

Men jeg har noget andet, og det er en hel rygsæk fuld af minder om en barndom i fattigdom. Vi var hjemme hos mig fattige. Min mor var alene med fire børn, og har aldrig haft et arbejde. Hun var marginaliseret, og blev aldrig hjulpet (eller motiveret? Eller presset?) til at få job eller uddannelse. Tiden var en anden dengang, og man kunne ganske nemt få hjælp til tingene, når man var alene med fire børn, og faderen var et andet sted i verden, optaget af at skyde heroin.

Og det fik vi. Vi fik hjælp. Hjælp når min ældste lillebror og jeg skulle en uge til Norge og besøge mine bedsteforældre med FLYVEMASKINE! Kommunen havde betalt billetterne, og vi fløj afsted, alene hånd i hånd, med et plastic hæfte med vores navne om halsen, og fulgt af en sød stewardesse på høje hæle.

Vi fik også hjælp til at komme på koloni, det var nogle meget glade og nærmest lykkelige uger for mig. Væk fra hjemmet i to uger, og livet bestod af ture til vandet, samvær med voksne der så mig, plasken med min bedste veninde Mette i havet og sol på de bare skuldre.

Da der ikke var penge til vintertøj, fik vi også hjælp. Og jeg husker at jeg var med min mor i Lyngby storcenter og finde det vi skulle bruge. Til slut kiggede hun på et par sko til sig selv; et par lysebrune ankelstøvler med hvidt lammefoer indeni. Hun aede skoene, og kiggede forelsket på dem. Så spurgte hun mig, om der var penge nok i pungen. Jeg husker det så forfærdelig tydeligt, da jeg måtte fortælle hende, at det var der ikke. Hun så ulykkelig ud, satte skoene ned og tørrede skuffelsen af ansigtet. Dét øjeblik er det jeg kommer tættest på at have et varmt minde om min mor – lige dér ofrede hun sine egne sko og drømmen om varme, tørre og chicke fødder i de sko hun ønskede sig, til fordel for os børn.

Trods vi fik hjælp, så er følelsen af at være marginaliseret den følelse jeg husker tydeligst fra min barndom. Det var svært. Svært at være så tydeligt anderledes. Svært at være den der aldrig havde råd til hverken at holde fødselsdag eller købe fødselsdagsgaver til kammeraterne, når de inviterede til fest. Umådelig svært ikke at kunne have venner med hjem, fordi min mor ikke ville have at vi spiste frokost der – så var der måske ikke nok til næste dags madpakker. Svært at forklare min ridelærer, at min mor bare havde glemt at betale, når hun spurgte hvorfor der ikke var betalt kontingent – igen. Og endnu mere svært at skulle lade som om overfor min bedste veninde Mette, at jeg bare pludseligt var totalt uinteresseret i ridning, da den ikke gik længere. Noget af det sværeste, som var en meget klar konsekvens af at være et fattigt barn, var at vi måtte holde jul på vores fritidshjem engang. Trods det var hyggeligt, og de pædagoger der var der, havde gjort et ihærdigt forsøg på at gøre aftenen god og varm, så var det bare så tilpas unormalt og anderledes, at jeg ikke kunne sige det til en sjæl bagefter. Ej heller fortalte jeg om de år, hvor vi spiste rugbrødsmadder juleaften. Et år var det dog lørdagskylling – et lille nøk op ad stigen.

Det var så FUCKING svært at være et fattigt barn! Og det tror jeg søreme også at det er i dag.

Og hvis man bliver forarget over de griske pengeslugende forældre, så kunne man måske prøve at sænke sin kikkert lidt, og få øje på dem der står og gemmer sig bag deres ben. De børn som hver dag betaler en meget høj pris, for at være havnet i en fattig familie. De børn bruger al deres krudt på at komme igennem hverdagen, sandsynligvis meget på egen hånd. Og det er altopædende og opslidende. Det efterlader nul kræfter til lektielæsning, indlæring og det som børn i almindelige familier ellers har travlt med at bruge deres tid og udvikling på. Og dermed bliver de børn endnu mere marginaliserede.

Hvis vi var blevet yderligere begrænset og dermed endnu mere marginaliserede, så tør jeg slet ikke tænke på hvor vanskeligt det havde været. Hvis vi ikke havde fået det pusterum i Norge, vintertøj på kroppen og mad i vores maver? Så havde de små glimt af glæde, som der jo var, ikke kunne bære os igennem det allersværeste. Heller ikke selvom vi havde hinanden.

Prøv nu at huske det, næste gang du himler op om hvor slattent vores velfærdssamfund er. Der er en lille dreng og en lille pige der sætter stor pris på den blødsødne politik. Den lille pige var mig.

Husk at du kan følge med på facebook lige her

Skriv en kommentar

  • Virkelig rørende ❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Ih, hvor jeg hører dig.
    Jeg kommer også fra en fattig familie. Far var ufaglært, mor hjemmegående. Begge med hang til alkohol..
    At melde fra til fødselsdag fordi der ikke var 20kr til gave, at altid gå i arvet tøj, aldrig have varmt tøj om vinteren, at bruge sin fars gamle hjemmeværnstaske i skolen fordi min var i stykker, at fortsætte med at bruge den efter vores kat markerede den med sin duft, at undvære madpakke fordi det skulle være lidt øl i køleskabet, at købe på klods hos købmanden osv osv.
    Det var flovt, jeg blev mester i undskyldninger og at foregive at være ligeglad med ting.
    Jeg havde fantastiske bedsteforældre som holdt mig oppe. Der kunne jeg være mig, der var ro, regelmæssige måltider, kærlighed og knus.
    Mit andet hjem. Hvad der foregik i hjemme holdt jeg godt skjult. Jeg ved i dag at min familie ikke anede hvor slemt det stod til.
    Børn hæmmes og kommer nemt til at stå udenfor når pengene ikke rækker. De ekskluderes fra fællesskabet på mange områder.
    Hjælp er vigtig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • slinkypiinky

      Åh Rikke, tak for din kommentar❤️
      Det er jo noget med at det giver os en rar følelse i maven, når der er noget vi genkender hos andre – så tak for at dele.
      Dejligt at du havde nogle kærlige bedsteforældre. Håber at du er kommet godt ud på den anden side❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] i en tid der er så fokuseret på at give og modtage.  Det har jeg tidligere skrevet om fx Her og Her. Derfor er jeg så glad for at kunne arrangere dette ønsketræ i gågaden i […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] jeg nemt selv have været. Utrolig nok blev jeg det ikke. Følelsen af at være marginaliseret da jeg var barn var den allerværste tilstand jeg kunne være i. Jeg troede altid at hele verden kunne se, hvor […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meget smuk beretning, om noget som overhoved ikke er smukt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • maria

      Kære Stine,
      tak for de fine ord, dem bliver jeg rigtig glad for:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meget fint og sigende indlæg, og hvad angår tilhængere af Joachim B., well – jeg kan kun erklære mig enig (: Og mit kryds bliver aldrig sat et sted, der ikke tager bedst muligt hånd om de børn og deres voksne, der er dårligt stillet.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • maria

      Tak for de pæne ord:)
      Nej det må være én af vores vigtigste værdier herhjemme; at vi tager vare på hinanden, ik.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der var engang i Budapest #1