Hvad Alvin siger #6 (om magiske sko og ulækre tissekoner)

Jeg har arbejdet hele weekenden, så det var skønt at starte dagen med at kunne sove længe. Så derfor stod Alvin selvfølgelig op kl 5:43.

Prikkede adidas sko

Vi spiste morgenmad i god ro og orden; mig liggende i sengen i et desperat forsøg på at kunne sove lidt længere, og Alvin i stuen med sin far. Alt er som det plejer;)

Da jeg stod op og stavrede i bad kl 7:45 stod Alvin og vrængede næse af at jeg havde “en ulækker tissekone” imens han insisterede på at sidde på toilettet og vente på at jeg blev færdig og klar. Og observere mig og min tissekone. Der snakkes meget om tissekoner, numser, prutter og tissemænd herhjemme for tiden…!

Det var knap så afslappet, som jeg havde forestillet mig da jeg lå med Ipaden under dynen i går aftes, og sneg mig til et afsnit mere af Game of Thrones. Så chia grøden og urteteen var hurtig kastet i skrutten.

Alvin var nemlig så spændt så spændt på at komme ud og vise, at han havde lært at cykle i går! Så sej lille fyr.


Nåmmen, da jeg står dér og beundrer, knipser billeder og klapper af vidunderbarnet får Alvin øje på mine sko og  siger “Wauw dine sko er magiske, mor!”

Jeg spørger hvorfor han synes det, og han siger “Det er de da bare, kan du ikke se det? Med alle de prikker og magi rundt om. De er flotte, mor!”


Om han prøvede at hive den hjem, efter at have disset min tissekone, det vides ikke – men jeg har fløjet rundt i mine magiske sko hele dagen?

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar