Hvad Alvin siger #4 (om støvede helikoptere og at sige tak)

I nat har jeg sovet i telt. Dem der kender mig godt, véd at det er på top tre over det absolut værste jeg ved.

Sidst jeg sov i telt var da jeg gik på seminariet, og vi skulle på en fem dages telttur i de svenske skove. Alt i min krop sagde “Bliv hjemme!!” da jeg pakkede til turen – men nu havde jeg jo betalt for det, og det blev vel måske også meget hyggeligt. Det blev det ikke. Jeg deserterede efter halvandet døgn, og måtte hele teltpladsen rundt for at skrabe sammen til en billet hjem – det var før mobilepay og mit Visa kort, tænk hvor verden var anderledes dengang. 

De andre blev, og drak sig skæve i guld cacao. Jeg frydede mig over at være hjemme hos min sure kat på fjerde sal i nordvest. Husker du Heidi – som var så heldig at få lov at passe den.

Nåmmen, det betyder jo at jeg ikke var hjemme i nat da Alvin hostede og harkede som en gammel ryger. Tim havde bestilt tid hos lægen, og vi var deroppe kl 11 i formiddags. Alvin var selvfølgelig frisk som en havørn, og havde taget sit Ninja turtles gear på, for at skræmme livet af lægen. Vi var også en tur deroppe i torsdags, hvor hosteriet også var for meget til at ignorere – den stribe af streptokokker har lært os at tage afsted i god tid.

Lægen må tro at vi kun kommer for at score de gratis små pakker med tyggegummi, som man får efter endt konsultation, for han er tip top. Bortset fra lidt røde ører og hals.

Ved siden af lægen ligger der en genbrug, og den rundede vi selvfølgelig lige. Alvin gik en meget grundig runde, for han VILLE have noget med hjem. Er han mon miljøskadet?

Han fandt en afskyelig grim, gammel og støvet helikopter. Jeg argumenterede kraftigt for at den skulle blive i butikken, og gik derefter op for at betale. Ligesom enhver anden moderne forælder.



Da vi gik hånd i hånd over til bilen, siger jeg til ham “Hvad er det nu man siger, når man får noget?”

Og Alvin svarer “Det var da heldigt!”

Ha ha, ja det var det vel…. Især at den stadig kan larme, når man trykker på knapperne.

Skriv et svar