Verdens bedste mødregruppe

Tilbagevendende teenage tendenser

Hvert år den 24 september rammes jeg af ustyrlige juleabstinenser, og kan næsten ikke holde ventetiden ud. Altså til julen kommer. Jeg bilder hvert år mig selv ind, at jeg skal være i god tid med det hele lige præcis dette år…og det flopper hver gang, ha ha…. Jeg har en mærkelig forestilling om at jeg er meget mere tjekket på dén front end Tim er, og hvert år gør han den teori til skamme – og det skal man jo i virkeligheden ikke klage over! For sidste år fik jeg billetter til Østkyst Hustlers, oh my! Eller; åh min – kan man sige sådan? Tim er stor tilhængere af ikke at amerikanisere udtryk, ja i det hele taget det danske sprog – det er lidt cool, men også lidt gammelt, ik;-) Det har han i virkeligheden tilfælles med d´herrer som vi var inde at se….



Vi løb faktisk ind i en lille udfordring, da der pludselig helt uventet dumpede en tur til Rom ned i vores turban, akkurat dér hvor Hustlerne spillede. Man skulle jo være et skarn, hvis man takkede nej til forår i Rom med slentreture, proppede turistattraktioner og tid uden børn, samtidigt med at man kan nå at læse en bog eller to, drikke otte drinks på en aften – og sove uden afbrydelser næste morgen, for derefter at gå ud og se på fuldstændig ligegyldige og horibel dyre souvenirs. Vi købte en pave der nikkede med hovedet, og kaktusser i metal – som stadig ikke er kommet op at hænge…

Der var heldigvis råd for at få det løst, og vi endte med at komme til både Rom og Østkyst Hustlers, pyha!



Til trods for at jeg har set dem optræde så mange gange nu, så er det alligevel helt fantastisk hver gang. Også gang nummer 23, som dette vist nok var.

Man skulle tro at det blev kedeligt, og måske også lidt trivielt? Det er jo faktisk tæt på at være det samme show, som det var dengang i 1997 – jeg genkender i hvert fald både hustlerdansen og andre små gimmicks. Bandet er ikke det samme længere, og opvarmningen er heller ikke Anders Matthesen som det var for to årtier siden.

Men kvalitet kombineret med (god) musik der aktiverer en ordentlig stak ungdomsminder er vel altid godt. Så selv om jeg ikke længere har billeder af dem klistret på mine mayland spiralkalendere, og plakater med autografer på hver en bar plet, så gav det alligevel lidt gåsehud og boblen i maven.


Jeg plejer at få autoer på pladecovers, T-shirts og Eastpak rygsækken – denne gang blev det på armen. Smukt ikke?

Til november skal jeg afsted igen – denne gang med min Østkyst veninde, det bliver stort!

Tim fik i øvrigt lidt sporadiske julegodter i en lillebitte julesok jeg havde modtaget fra England….den indeholdt verdens stærkeste lakridspibe, tror jeg. Han græd lidt da han spiste den, siger han…

I år må jeg virkelig oppe mig lidt på den gave front…!

Ingen kommentarer endnu

Skriv noget her for pokker, skriv!

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens bedste mødregruppe