Zornigs zone

I mandags var vi afsted. Min far og jeg.

Vi var inviteret ind i Zornigs Zone.

Vi havde hver især talt med produceren, Julie, bag programmet som havde lavet et manuskript klar. Men jeg vidste jo ikke hvad min far havde sagt, og omvendt. 


Fokus i historien er vores fælles historie. Jeg blogger jo i perioder meget om min barndom her på platformen, og det er ikke mange indlæg man skal have læst for at vide, at det største svigt jeg i min barndom – ja, i mit liv i det hele taget – har oplevet, uden skyggen af tvivl kommer fra min mor. Men det er altså ikke hende det handler om – det handler om vores afskillelse og genforening. Og vores kamp tilbage til et far-datter forhold.

Min far var stofmisbruger, og en ret vild én af slagsen fik jeg for alvor øre for, da vi sad dér i de varme stole. Nogle af historierne kendte jeg, men ikke den om den tilsømmede køkkendør eller den reelle årsag til at vi var på familiehøjskole i Herning.


Det var rigtig fint og rart at sidde dér sammen og fortælle vores historie. Det var dog også lidt angst provokerende og uvant, sådan at skulle blotte sig i andres nærvær. Det sker som regel bare her på bloggen, eller med et glas asti i hånden i mine veninders sofaer;-)

Vi har fandeme klaret skærene, og det håber jeg både Lisbeth, Julie og Victor samt alle lytterne kan høre. Jeg er mega stolt af min seje paps, og han er et af de vigtigste mennesker i mit liv.

Lisbeth Zornig kender jeg selvfølgelig fra tv og radio. Jeg hører altid radio 24syv når jeg kører bil – lige med undtagelse af når Rushy Rashid kommer på, jeg får helt uhørt lyst til at råbe noget fornuft ind i den kvinde #sorryNotSorry. Og lige præcis Zornigs zone er et af de programmer jeg ofte hører. Og hun var virkelig sød og nærværende.

Bagefter gik vi ud og fik noget aftensmad på Madklubben, og nød den københavnske aftensol, skønt.



Til trods for at jeg nu er voksen og psykisk sund, så er jeg altid alligevel lidt på jagt efter historier som min. En slags sammenligning; fællesskab. Måske lige som dem der er bortadopterede; en årsag eller en grund – nogen der forstår.

Folks umiddelbare reaktion når de hører min historie, er til stadighed “mon ikke hun gjorde det bedste hun kunne?” Og især “alle mødre elsker jo deres børn”. Nej. Bare nej. Det gør de ikke. Det véd jeg.

Derfor er jeg så usandsynlig heldig at have en far der har rejst sig, og taget sit ansvar på sig. Og som mange gange har husket at sige, at han er frygtelig ked af alt det der skete. Så jeg håber at I har lyst til at lytte med – det bliver sendt søndag d 5/6 kl 19:00 på radio 24syv.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar