Kampen for at få Oliver #ModigeMødre nr 2

Jeg har været aktiv på de sociale medier i en god slat år efterhånden. Jeg har stiftet bekendtskab med mange kvinder herigennem, og én af de første jeg lærte at kende var Henriette – hun er nemlig en passioneret loppe entusiast! Derudover har hun en imponerende Royal Copenha
gen samling, som hun gladelig viser frem på sin Instagram profil.
Men Henriette er ikke bare skønne retro mønstre og royale kopper, hun er også en kvinde der har kæmpet en helt vild kamp for at få sit ønskebarn, Oliver. Læs med her om de utrolige overvindelser hun og hendes mand var igennem….

Kampen for at få et barn
image
Jeg har været gravid 3 gange. Første gang i 2008 uden foster i livmoderen, og måtte opereres for at på moderkagen ud i uge 7.
Anden gang var i 2009, men intet foster var at se på scanningen, og jeg havde mange smerter i siden. Jeg blev sendt hjem for at vente. Vente på hvad? Jeg vågner om natten med utrolige smerter, og ringer til hospitalet. Damen siger jeg skal tage en Ipren, og hvis det hjælper, ja så er der da vist ikke noget galt med dig! Jeg spiser 4 Ipren, og falder kort i søvn igen.
Vågner tidlig morgen med de samme stærke smerter, og denne gang får jeg så lov at køre til hospitalet. Jeg er helt bleg, kan ikke rigtig gå, kun hvis jeg bøjer mig fremover som en gammel dame. Jeg bliver henvist til venteværelser og sat i en stol. Jeg må jo vente til det bliver min tur..!
Min mor kom heldigvis løbende, og ser mig sidde og vente. Når man har så stærke smerter er det næsten umuligt at tale, og endnu mere forklare at man gerne vil have hjælp! Min mor hiver fat i dem, og jeg bliver undersøgt, selvom sygeplejerskerne ikke er tilfredse med det. De snakker om væske i min bughule. Jeg får en stue, fire sygeplejerskere hiver og flår for at få mit tøj af, og det gør så ondt!
De vil akut operere, da min venstre æggeleder er sprunget om natten, hvor fosteret havde sat sig. Det ender med at venstre æggeleder bliver fjernet.
 image
Med en enorm frygt, og kun en æggeleder bliver jeg i 2010 gravid igen. Vi har ikke fået hjælp til at blive gravide, det hele er sket ad naturlig vej.
Denne gang vil de følge mig tæt og med ekstra scanninger, da det er gået så galt de andre gange – og fordi jeg er bange hele tiden.
Vejen til den første scanning i uge 6 var forfærdelig, jeg ryster og ryster. Er sikker på der intet liv er at finde på den skærm, og jeg tør slet ikke kigge.
På skærmen kan jeg se det fineste foster inde i min livmoder! Det var en fantastisk følelse. I uge syv begynder jeg at mærke smerter i min højre side. Jeg gør alt hvad jeg kan for at flytte tankerne, da de hele tiden kredser om det værst tænkelige – at det samme gentager sig.
Få dage efter er vi ude at gå tur rundt om Arresø. Jeg har kvalme, ondt i højre side og bleg igen. Jeg siger intet til Morten (min mand) jeg vil ikke have han også bliver bange.
Dagen efter gåturen falder jeg om på badeværelset tidligt om morgenen. Det gør så ondt i højre side! Jeg kaster op. Hver gang jeg kaster op så kramper maven sammen, og skaber en forfærdelig smerte i siden.
Jeg ligger ude på gulvet, måske i en time, kan ikke huske tiden. Får kæmpet mig ind på sofaen, igen uden at sige det til Morten. Jeg kan på en eller anden måde falde i søvn med de her smerter. Smerter som føles som om at man hvert sekund skal dø fordi det gør så ondt! Nu er smerterne der hver dag i den uge, så jeg kommer til scanning igen. Der er intet unormalt at se på skærmen. Det fineste foster sidder stadig med hjerteblink. Men hvorfor har jeg så så ondt..?
Jeg tager til egen læge og prøver virkelig at forklare, hvor ondt det gør. Jeg har en utrolig høj smertetærskel, og dette er helt uudholdeligt…  Lægen siger “Jamen du er lige blevet scannet, og det eneste jeg kan hjælpe med er akupunktur”, om jeg var interesseret i det? Jeg takker nej, og går derfra. På vej hjem i bilen begynder jeg igen at kaste op.
Denne gang ser Morten det. Han ved ikke hvad han skal gøre, og skynder sig bare hjem med mig, så jeg kan komme ind og ligge ned. Kroppen bliver ved med at kaste op.
Jeg kan ikke tåle Panodil, og Ipren må jeg ikke tage når jeg er gravid – så jeg kan intet smertestillende tage… Jeg falder igen i søvn af de stærke smerter, som om kroppen bare ikke kan mere. Da jeg vågner op igen ca 2 timer senere, er smerterne næsten væk.
I ottende uge skal vi en tur på Hillerød kræmmermarked. Jeg har ikke lyst, for når jeg bevæger mig så gør det ondt. Men jeg tør ikke være alene hjemme, og vi tager afsted.
Jeg får pludselig igen den samme smerte. Jeg falder om, og er ikke i stand til at bevæge mig, og kan heller ikke forklare hvad der sker.
Jeg kan høre alt hvad der bliver sagt til mig, men jeg kan ikke sige noget. Efter 10 minutter hvor min familie prøver at få kontakt til mig, løber de hen med mig til samaritterne. De vurderer at jeg har væskemangel, og maser en druesukker tablet i munden på mig. Kan stadig ikke tale, og prøver kun på at spytte den ud…
Jeg ligger ca 10 min på briksen, hvor jeg må samle mig alle de kræfter jeg kan, og få åbnet øjnene og set på Morten. Han ser mig i øjnene, som fortæller at der er noget galt!
Han forstår heldigvis hvad jeg mener, og råber de skal kalde en ambulance.
Afsted det gik med ambulance til Hillerød hospital. Jeg kan ikke huske så meget fra turen. Men pludselig forsvinder alle smerter, og jeg vågner op på en stue med en hel masse mennesker der står og kigger. Jeg fik smertestillende i drop. Bliver fulgt hen til et lokale, hvor jeg skal scannes. Jeg er så bange på det tidspunkt. Jeg er jo godt klar over der er noget galt! På skærmen ser vi igen et fint foster med smukt hjerteblink. Jeg forstår det ikke. Hvorfor har jeg så ondt?
Lægen zoomer ud på skærmen, og pludselig ser vi to fostre på skærmen. Jeg råber af begejstring “Ej jeg har jo tvillinger!” Tårerne triller ned af mine kinder af glæde. Men lægen svarer ikke. Så forsvinder glæden. Lægen kalder på en anden læge. Der igen kalder på en tredie læge. Ingen siger noget. Tre læger står nu og kigger. Jeg spørger igen “Jamen der er jo bare tvillinger! Ik?” Den ene læge siger Jo det er der. Men det ene foster er, som du ser, en del mindre end det andet, og de er placeret alt for langt væk fra hinanden. Enten har du en hjørnegraviditet, som betyder at det lille foster ikke kan vokse ordentligt, og vi skal tage begge forstre ud. Eller også sidder det lille foster i din højre æggeleder. Så du skal håbe på den sidder i højre æggeleder, så vi måske kan bevare det foster som sidder “naturligt”.”
Lykken forsvandt ligeså hurtigt den var kommet.
De observerede mig til om aftenen, men da min blodprocent faldt drastisk, beslutter de at operere omkring midnat.
Jeg har svært ved at forklare mig overfor narkoselægen. Det eneste jeg kan sige er mit cpr nummer, som jeg synes at jeg har sagt alt for mange gange nu. Jeg har nu en stikkende smerte i siden og i mine skuldre. Det gør forfærdeligt ondt.
Jeg kigger på Morten som sidder ved siden af mig og siger “Jeg er sikker på at jeg dør af det her”. Han siger, at det gør jeg ikke. Jeg bliver kørt til operation. De får hevet mig op på et lagen, som med en krog kan løfte mig over på operationsbordet. Det er hårdt og koldt og smerten i mine skuldre eksploderer, da jeg kommer ned at ligge.
De skal nu finde en blodåre til blodtransfusionsnålen. Det er ikke en lille nål! Der står en på hver side, og de begynder at stikke. Mine blodårer er helt klappet sammen. De kan ikke finde hul, og bliver ved med at stikke rundt omkring. Til sidst siger en sygeplejerske, at hvis de ikke får hul, er de nødsaget til at prøve i halsen! Jeg har mega skræk for nåle og blod, så jeg beder til at de snart får hul igennem. Det lykkedes heldigvis for en mandlig lægestuderende, pyha. Nu ville jeg bare gerne væk fra dette smertehelvede, og glædede mig egentlig til at få narkosen.
Vågnede op igen fire timer senere. Smerten er nu væk i skuldre, men det gør forfærdeligt ondt i maven og i hjertet. Jeg får af vide at det ene foster sad udenpå min højre æggeleder. Det var vokset ud i min bughule, og der var derfor sivet blod ud. De havde nu fjernet højre æggeleder samt det ene foster. Der havde ligget to liter blod i min bughule, som de havde pumpet og presset ud.
Ingen vidste hvordan det andet foster havde det. Jeg bliver scannet igen om morgenen efter operationen, og mine arme og ben rystede så meget, at flere læger og sygeplejersker måtte holde dem. Jeg tør slet ikke kigge på den skærm. Morten er væk, han skulle sætte P-skiven, da der kun var to timers parkering. Alle på stuen er helt stille. Jeg trækker næsten ikke vejret, og kigger op på skærmen. Lige dér på skærmen ser vi et lille fint foster med det skønneste hjerteblink. Mine tårer triller igen ned af kinderne. Jeg var så lykkelig, men samtidig også knust indeni. Mest fordi ingen ved, om det ville blive ved med at vokse. Narkosen kunne have påvirket fostret, og ingen garanti for at hjertet ville blive ved med at slå. Hele min graviditet var jeg bange, hver dag… Terminsdatoen kom og intet skete. Havde veer i tre døgn, blev sat i gang på andet døgn og fik taget vandet på tredie døgn.
Under presseveer begyndte barnets iltmængde at falde drastisk, så han skulle ud nu!
Vores mirakelbarn, Oliver, kom til verden med navlesnoren viklet omkring halsen to gange, og en gang om maven!
De syede mig i noget der lignede evigheder, da de ikke kunne finde min blødning. Blodprocenten var for lav, og endnu engang blodtransfusion.
Men jeg blev mor til en sund og rask dreng som ikke var spor mærket af al postyret ??
image
Jeg kan ikke få flere børn på den naturlige måde, men jeg er heller ikke sikker på at jeg kan klare en graviditet mere, for det var det hårdeste jeg har oplevet i mit liv.
Den første lange tid gik med at finde sig selv igen, nu som mor. Jeg havde forsøgt at blive mor i tre år inden Oliver endelig kom, så det var meget overvældende for mig. Det resulterede desværre i en fødselsdepression, hvor jeg absolut absolut ingen energi kunne mønstre.
Jeg ammede Oliver i to måneder, men jeg måtte opgive.

image

Det hårde er desværre ikke overstået, jeg har smerter i 10 dage og tør ikke at gå til lægen af frygt for hvad de vil sige denne gang.
Måneden efter kommer smerterne igen – pludseligt, som et lyn fra en klar himmel. Jeg er alene med Oliver. Får ringet til min mand som er på arbejde, da jeg ikke kan bevæge mig. Min mand kommer hjem, kører Oliver til dagpleje og kommer tilbage til mig. Han ringer 112 da han ikke kan komme i kontakt med mig pga smerterne. Efter en lang og frygtelig dag, finder de ud af at jeg har størknet blod i bughulen (igen), og da der er gået ca 6 timer fra det startede, kan de kun ane en “muligvis” cyste på min ene æggestok, der må have forårsaget mine smerter, efter den er sprunget. De kan intet gøre.
image
image
Jeg fik diagnosen Endometriose. Det vil sige at jeg er udenfor sundshedssystemet, da der ingen kur findes mod det.
Jeg har gået til akupunktur og afprøvet flere forskellige helse midler. Her på snart femte år har jeg endelig fundet naturlig hormon terapi – det har hjulpet mig afsindig meget. Jeg har fået hormontest i Tyskland, og spiser vitaminer samt bruger en progesteron creme, da man ikke må have for mange af de dårlige østrogener.  Endelig fandt jeg ud af at det hele skyldes hormoner. Jeg vil højst sandsynligt aldrig blive smertefri, men må lære at leve med smerterne.
Folk spørger ofte, hvorfor jeg ikke bare får opereret det hele ud? Altså underlivet.Men det er ikke “bare lige” sådan at få opereret hele sit underliv ud. Min endometriose er væv der har sammenklistret livmoder,æggestokke og tarme. Så en eventuel operation ville betyde at jeg skulle have stomi, ihvertfald midlertidigt. Og dét ønsker jeg ikke…Så jeg kæmper videre udenfor sundhedsvæsenet, fordi det føles rigtigt for mig.
Jeg vil gerne fortælle min historie, for at huske jer på, at det I mærker ikke er forkert. Ingen kan mærke det for jer, og I skal altid lytte til kroppens signaler!
Oplever du fx at have meget ondt ved din menstratution, så kan det være endometriose.
Hvis du har smerter under graviditet, så henvend dig altid og kræv en scanning – også selvom der umiddelbart ikke er noget i galt. Så meget kan gå galt, og for nogen er der så meget på spil – fx når man som jeg har haft svært ved at blive gravid. Lyt til dig selv, for pokker….Du er den der bedst forstår din krops sprog:)
.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar