Børn under jorden – hvem husker børnene?

De sidste to mandage har DR dokumentaren Børn under jorden været vist på DR. Dokumentaren omhandler et skilt par, der er meget uenige om deres tre børns velbefindende, og hvem der bør og hvordan de kan sikres den bedst mulige fremtid samt opvækstvilkår.

De har skændtes og bekriget hinanden siden deres fælles forældreskab ophørte, og nu ønsker de begge at have afgørende ord omkring deres børns fremtid.

Debatten har været heftig på de sociale medier, og især moren har fået mange grimme og hårde ord med på vejen. Selv ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal tro – og det eneste jeg er sikker på, er at jeg heller ikke finder ud af sandheden. For vil forældre skjule noget, i kampen om at besejre den anden – så gælder alle kneb! Også børnenes velbefindende. Det véd jeg. For det har jeg selv levet i hele min barndom.

Jeg har en stak gamle håndskrevne breve liggende i en kasse i soveværelset. Jeg faldt over dem sidste år, da jeg ryddede op, og var nær ved at smide dem ud. For de gør mig ikke noget godt. Men så huskede jeg en samtale jeg havde haft kort forinden med min elskede barndomsveninden Mette. vi taler ofte om vores barndom, da det er helt helle og trygt at dele med hinanden – vi var uadskillelige fra vi var 6-13, og har set det hele. Nu er vi voksne og modmede, og finder fornyet energi og bekræftelse på at verden var så anderledes engang hos hinanden.

Og Mette og jeg talte om dette; ingen så hvor svært det var, ingen reagerede og ingen tog ansvar for os. Trods vi prøvede at gøre opmærksomme på det. Og det er en sorg, måske især for mig. Jeg fortalte det til Jytte, vores klasselærer, grædende og hikstende siddende på en træbænk på Hummeltofteskolens gange. Kort efter til inspektøren, Claus som havde overskæg og en mærkelig habit jakke på. Så troede jeg at nu skete der noget. Nu gjorde nogen noget. Hvem som helst.

Den næste der gjorde noget var min mor, som kylede mig ud på røv og albuer på min lillebrors 7-års fødselsdag. Jeg flyttede ind til min far, som tog mod mig med åbne arme, og faktisk er historien derfra lykkelig. Jeg fandt min indre styrke. Det lyder virkelig kliché agtigt, men det skift fra min dominerende, undertrykkende og offerrolle-fokuserede mor, til min rolige, varme og elskelige far der var åben og lyttende, dét reddede mit liv tror jeg. I den forstand, at jeg nok helt sikkert var endt i selskab der kunne ting og sager, og hurtigt kunne lære en skrøbelig og udmattet 14-årig pige nogle ret spændende ting om livet;)


Jeg er næsten ligeglad med om det er moren eller faren fra DRs tv udsendelse der er galt på den – men kan nogen ikke gøre noget for de stakkels børn?!

Jeg sympatiserer ikke mere med den ene eller den anden; for ingen ved hvad der sker bag lukkede døre. Ingen ved hvilke mønstre og ritualer der holdes ved lige, for at så angst, frygt og tvivl i børnene vedrørende den anden forælder.

Eller ved nogen det? Ligesom i mit tilfælde.

Jeg fik som 22 årig min sag sendt, efter at have bedt om akt indsigt. Desværre er den ikke så omfattende som håbet, da Lyngby Taarbæk kommune ikke kunne dele mere med mig, da det øvrige omfattede min mor. Jeg ved ikke om det er sandt, om den er makuleret som man gjorde en rum tid tilbage eller hvad der er årsag til det begrænsede indblik jeg fik i min barndom. Men det var nok. Nok til at se, at alle mine pædagoger, lærere og øvrigt fag personale var bekymrede. Meget bekymrede. Jeg beskrives som indesluttet, forsvindende ind i bøgernes verden (jeg har læst 4-5 bøger ugentligt så længe jeg kan huske…indtil jeg blev voksen og fik rigtige pligter, ha ha…) og med et stort ansvar for mine brødre. Det anbefales at man gør noget. Som i NU. Men ingen gjorde noget!? Og jeg begriber det stadig ikke.

Min far var narkoman, og forsvandt fra hjemmet da jeg var omkring otte år gammel. Han var væk i længere og længere tid, og pludselig kom han bare ikke igen. Min mor stod tilbage med tre børn og et på vej, uuddannet, tilflytter fra Norge og udfordret på at integrere sig (jo jo, det problem kan også forekomme for en tilflytter fra Norge). Vi havde ingen penge, men så dog altid nydelige ud. Min mor satte en ære i, at ingen skulle kunne se vores elendighed, så hjemmet og tøjet var altid i orden. Men omsorg og opmærksomhed på hendes børn, der alle var udfordrede og havde det svært på hver deres måder, det var ikke noget der blev hakket af på hendes tjek liste.

Og ingen gjorde noget. For det var jo synd for hende! Hun var jo offeret, og at stille krav og sætte ind med restriktioner – det gjorde man ikke. Min mor ser så rolig og ydmyg ud. Hun var et stille gemyt ude i offentligheden, jeg kan blive helt i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde har talt med Mettes mor, som havde et meget blødt punkt for mig – sandsynligvis ikke, for Mettes mor var sagsbehandler. Og det er ikke min mors favorit mennesker. Hov, bortset fra den sagsbehandler vi havde; Elsebeth. Elsebeth var sød og gråhåret, kom indimellem i vores hjem, og når jeg ser tilbage har hun sikkert været en slags hjemmehos´er. Men Elsebeth så også kun min mors blide og stakkels forladte kone-billede, så Elsebeth valgte at forsøge at give min mor længere snor – og gjorde intet ved situationen for os børn.

Jeg sendte et brev til Elsebeth, da jeg gik på seminariet. Ung og fuld af et ønske om at retfærdigheden måtte sejre! Nogen skulle stilles til ansvar. Elsebeth skrev tilbage, og ville gerne se mig til et møde. Jeg afslog, jeg var så vred og synes at det var frækt af hende. Det fortryder jeg i dag. Jeg ville virkelig gerne have haft hendes syn på sagen; var det virkelig fordi hun vendte det blinde øje til? Eller troede hun oprigtigt på at min mor var 100% offer, og ikke havde andel i sine børns mistrivsel?

Når jeg nu følger med i de tre børns rejse ud i verden, uvidende om de tab de efterlader bag sig – så får jeg så ondt i maven. For hvordan skal de stykke deres barndom sammen stykke for stykke, om ti år når de bliver nysgerrige og har brug for at få deres egen opfattelse af deres turbulente liv?

Vil moren fortælle dem ærligt, og uden bitterhed og had i hjertet, om deres far?

Jeg håber inderligt at de får den hjælp de skal bruge. Og at de finder en Mette de kan dele deres minder og svære stunder med; det min mors modbydelige breve gør for mig – det er at bevise sort på hvidt, at det var hende der var galt på den. At ingen mor skriver sådan til sin 14 årige datter. Så derfor smider jeg dem aldrig ud.

2 comments / Add your comment below

  1. Jeg har intet fornuftigt at bidrage med, men jeg vil gerne have, at du ved, at jeg har læst indlægget, og at jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvor fantastisk og skøn du er i dag – trods svigt i barndommen. Knus herfra.

Skriv et svar