Hvornår skal man holde sin virtuelle snude for sig selv?

I tog rigtig godt imod mit indlæg den anden dag, hvor jeg endnu engang skrev om min barndom fra my point of view, du kan læse det lige her. Tak for det.

Det er jo egentlig ret ufiltreret og ego centreret sådan et indlæg. Når jeg poster det på Facebook, så har jeg en lille smule kriller i maven – for er det ok at smide mine fordømmende og vrede ord derud? De involverer jo flere andre mennesker, og til dels udstiller jeg jo også dem. Faktisk fik jeg en henvendelse om selvsamme indlæg, og var nødsaget til at redigere i det. Og det har selvfølgelig gjort at jeg lige har tænkt et par tanker om det.

imageimageJeg tænker, at jeg skal være varsom – men samtidig har jeg clearet med én af dem det er vigtigt for mig ikke føler sig udstillet; nemlig min far. Jeg har skrevet mange ord om ham, og jeg synes faktisk at de alle er pæne. Men når jeg fortæller om mine første svær år, så deler jeg jo også hans fortid, på en måde som han måske ikke selv har et behov for at resten af min facebook venneliste skal kende?! Og måske især nu, hvor vi arbejder det samme sted – og jeg måske får fortalt vores fælles kollegaer nogle ting, som han gerne ville holde for sig selv, eller i hvert fald i egen person fortælle? Det sidste han sagde var dog “Skriv for pokker, skriv!” – så det gør jeg!

Jeg er ikke sikker på, at min mor har samme holdning som min far. Til gengæld er jeg stensikker på at hun ved hvor jeg er, hvad jeg laver, hvad min søn hedder og alt mulig andet. For sådan er hun. Og jeg er jo også venner med en del af min norske familie på Facebook, og jeg kan jo ikke vide, hvor meget af det de læser, der bliver delt med andre – og det er helt ok. Jeg bliver faktisk rigtig glad for at de læser med, og sætter stor pris på det venskab vi har – til trods for at det er virtuelt og overfladisk. Så er de min familie, og det har jeg ikke alt for meget af.

Men hvornår er nok nok, og for hvis skyld er det jeg skriver? Og hvorfor poster jeg det på Facebook, IG og de øvrige sociale medier jeg bruger? Er det en del af like kulturen, eller er det en lille flig af forfatterdrømmene der spirer og får pustet en lille liv af en flamme i sig, når jeg kan se på mine besøgstal, at de personlige indlæg altid trækker mange læsere til. Er det endnu et slag i den evige kamp jeg kæmper indeni for at hele og færdiggøre de uafklarede ting med min mor? Sidste år ryddede jeg op, og fandt tre-fire breve som hun havde sendt til mig, kort efter at hun havde smidt mig ud. Det var ret sign-from-above agtigt, for jeg havde kort forinden tænkt tanker som “måske er det også på tide at lægge det helt væk, acceptere og glemme, og måske overveje om jeg overdrev og dramatiserede en del? Og at hun slet ikke gjorde og sagde de ting, som jeg husker” . Og så åbnede jeg den møre og 90´er agtige kuverter med min mors håndskrift på, som jeg ville kunne kende ud af en millions, og læste…Læste og blev vred, chokeret og ked af det igen. For dér stod de, alle de grimme og modbydelige ord, som hun hele min barndom har råbt af mig, til mig og om mig. Når ingen andre hørte det, og vi var derhjemme. Når jeg kom ét minut for sent hjem. Når jeg havde kysset lidt for længe og offentligt med Jørn Erik. Når jeg vovede at spørge om lov til at få et par All Stars sko. Eller bare den billige efterligning. Når jeg rynkede panden, knyttede hænderne og spurgte hvorfor fanden hun blev så sur over at jeg ikke syntes det samme som hende. Hun råbte, og jeg tænkte for mig selv “Det er ikke normalt det dér…der er noget galt med hende”.

Det, lige præcis dét, har været min største styrke; at jeg vidste at det ikke var mig der var galt på den, at det grundlæggende var hende der havde afvigende adfærd og problemer. Man siger altid, at børn er ekstremt loyale. Og det er de jo – især udsatte børn. De testes, prøves og tærskes igennem ting, som er en kunst at komme igennem, og igennem alt det, klamrer de sig til deres forældre, og gør alt for at holde dem udenfor det strenge skarpe blik der skal vurdere hvor skyld og ansvar skal placeres.

Sådan var jeg ikke. Jeg var helt og aldeles overbevist om, at der var noget riv rav ruskende galt i vores familie, og at det IKKE var mig. Jeg følte ikke den altoverskyggende hengivenhed til min mor, faktisk tværtimod. Jeg synes ofte at hun var urimelig og tarvelig, og kunne ikke forstå hvorfor hun altid skulle demonstrere, at det var hende der havde magten. Jeg syntes at det var ret let at gennemskue….og de breve dér, de forsikrede mig om det. De bekræftede at det sgu ikke er mig der mangler evnen til at opføre mig ordentligt. Og det er en lettelse.

eminem

Jeg har altid haft en stor forkærlighed for Eminem. Vi har to ting til fælles; vi elsker ord og har et meget anstrengt forhold til vores mor. Jeg bliver aldrig træt af hans musik, og lige præcis de ord dér – de er meget beskrivende for min evige anke; at jeg var barnet og hun var den voksne.

Nåmmen, det var det dér med at dele. I foråret delte jeg et billede på IG, hvoraf det fremgik at vi ikke skal have flere børn i familien herhjemme. Altså billedet viste noget med nogle gulve der trænger til at blive ordnet – og det blev de ikke, da det nev lidt et sted. Som ikke var på mig. Til trods for at det gik som smurt sidst vi begav os ud i projekt baby, og vi har et pragteksemplar af en unge, så holder vi her. Og vi har aktivt sørget for, at der ikke er flere skud i kanonen…nu skriver jeg det jo her igen, og jeg har ikke konfereret med min bedre halvdel om hvorvidt han synes at det er ok. Jeg antager bare, at det er da meget normalt at fortælle om. Og tager ikke rigtig hensyn til, om han synes det er for privat – det er nok også lidt ego agtigt af mig…Jeg synes jo bare at det er sjovt, og antager at det kun er de enkelte følgere der ser det, tænker “Hø hø, det kender vi da godt” og så scroller videre.

Jeg har en IG/blog veninde, der har slettet sin blog. Hun har i sin tid inspireret mig til at fortælle, da vi har oplevet mange af de samme ting, til trods for at rammen var lidt anderledes. For hendes børn er ved at blive store, og hvad når de når skolealderen, og det måske kommer frem at der på bloggen ligger følsomme og personlige historier? Historier som i mit tilfælde jo også omhandler Alvin. Er det for meget? Eller er det bare én i mængden? Er det noget nogen kan finde på at drille ham med? De spørgsmål har jeg ikke svar på endnu, og så længe min blog har det lille omfang som den har, og ikke bliver delt viralt og tosset alle steder, så tænker jeg (naivt?) at det er lidt ligegyldigt?

til trods for at jeg til en job samtale den anden dag blev noget overrasket, da min kommende leder sagde “Og hvad var det du sagde din søn hed, Alvin?” Jeg havde ikke fortalt eller skrevet hvad han hed – tror jeg…da blev jeg lige i et øjeblik en anelse paranoid. Men prøver at lægge det væk igen, for jeg fik jo jobbet, ha ha…

En masse ord om ingenting og klokken er nu mange. Tim er for længst gået i seng, jeg sidder i stuen og skriver imens VH1 spiller. Mest 90´er hits, og det er jo meget passende.

Skriv et svar