Én søskende i ryggen er bedre end….?

Jeg har en stor flok af søskende. Både rigtige søskende, som jeg deler både biologi og (noget af min) opvækst med, pap søskende og halve søskende. Og så er der endda en som ikke er vokset op i min familie, men som blev adopteret væk ved fødslen.

Jeg er først i et kuld af fire; jeg og derefter mine tre yngre brødre. Vi har alle fået smukke bibelske navne, og således  er jeg i en alder af næsten 36 år blevet glad for mit navn. Da jeg var barn, ville jeg virkelig gerne hedde Pernille, dét synes jeg bare var det pæneste navn ever – og alle dem der hed det, levede lette liv med creppet hår og pastelfarvede t-shirts. Imens jeg havde drengefrisure med håbløse hakker og tøj som jeg allerede dengang syntes var lidt mærkeligt…når jeg nu se tilbage på de par billeder jeg besidder fra min barndom, kan jeg konstatere at jeg havde ret;)

norge2

norge

Altså…jeg mener; helt ærligt! Det er mig med de grimme frisurer og tykke lægge – allerede dengang havde mine ben en mærkværdig form…

Min familie kan enten kategoriseres som helt vildt moderne, og blot som så mange andre med blandede og fornyede familie relationer, eller som komplet kaotisk. Jeg hælder umiddelbart til det sidste. Jeg har flere gange skrevet om min barndom, der sjældent kunne betegnes som harmonisk, bl a her og her . Nu er jeg jo blevet voksen, og er egentlig kommet ret godt ud på den anden side – det er de færreste der gætter, at jeg kommer fra et misbrugshjem med en fraværende far og en psykisk syg mor. Alt dét kan jo skyldes rigtig mange ting; jeg har snakket. stolpe op og ned med skolepsykologer, veninder, mine veninders mødre, lærere, pædagoger og sidenhen kærester og psykologer i mine teenage år. Når nu jeg ser tilbage, havde jeg nok en ret usund adfærd, og svært ved at se hvor grænsen for hvad der hørte hjemme hvor gik. Men det var selvfølgelig blot en reaktion på det kaos der var derhjemme.

Jeg har mange gange, som i virkelig mange gange, som voksen og uddannet pædagog undret mig over hvorfor der ikke var nogen der greb ind, og rykkede op i vores lille familie.

Én af årsagerne, tænker jeg nu, er at det trods alt på mærkværdig vis så ud til at fungere. Jeg havde et meget nært bånd til mine brødre, ja det havde vi vel på tværs af hele søskende flokken. Dengang var det ikke noget særligt, når søskende hentede hinanden, og det gjorde jeg på det nærmeste hver dag. Vi gik i klub lige ved siden af hvor mine mindste brødre gik i institution, min ældste lillebror og jeg, så vi svingede da bare forbi børnehaven på vej hjem og tog de mindste med hjem. Jeg havde dem med rundt alle steder, selv de dage hvor jeg ellers havde planlagt at tungekysse med Jørn Erik, mit livs første kærlighed…

I weekenderne var vi også sammen meget af tiden, vi blev hældt ud af vores lejlighed senest kl 10 om morgenen, fik lov at komme ind igen til frokost, så ud og derefter ind til aftensmad og sluttede dagen af med udeleg igen til kl 22. Min ældste lillebror, Mic, og jeg legede ofte sammen med højhusenes andre børn. Vi klatrede i træer, kravlede ind i aflåste kælderrum, udforskede tagene på gangene der forbandt de tre højhuse der var vores base, legede Batman sammen med Sarah og Sebastian, der også var søskende og alverdens andre ting. Det meste af tiden var det fedt, det var det da – børn omstiller sig til og accepterer meget –  men det meste af tiden havde det været federe, at man også måtte være derhjemme. At der var minimum én forælder der interesserede sig for, hvad man havde lavet den pågældende dag, og som udviste lidt omsorg i form af spørgsmål, et strøg over håret og et “Hyg dig nu rigtig godt” når man gik ud af døren. I stedet rendte vi rundt i næsten 12 timer hver dag, med undtagelse af hverdagene, og passede os selv. Altid. Og ofte havde vi vores to mindste brødre med.

Det skulle man jo mene lagde grundlaget for et ubrydeligt bånd os fire søskende imellem. Og det har til tider også været rigtig stærkt, og det som har båret os alle igennem de svære ods vi kom fra start med; konstant bagud i alle scenarier af livet. Men det har også været den lige vej til uvenskab og års tavshed imellem os. Den eneste af mine søskende som jeg har kontakt med, og som jeg aldrig har været uvenner med – bortset fra de klassiske frustrationer og gnidninger imellem bror og søster – er min ældste lillebror, Michael. Han og jeg har i dag stadig et nært forhold, og det føles altid lidt som hjem at være sammen med ham.

SONY DSC
Alvin og Mic til vores bryllup

 

SONY DSC
Mic omfavner Tim ved vores bryllup

Desværre gør hverdagens grimme ansigt, at vi næsten aldrig ses. Han arbejder rigtig meget, jeg arbejder i skæve tider med mange fridage men det matcher ikke hans skema…men det er ok, for vi får set hinanden – og vi vil hinanden.

Og det er jeg taknemmelig for. Og det skal man jo være; taknemmelig. Men jeg tænker alligevel tit over, hvordan i alverden det kan gå så galt imellem mennesker som er søskende? Og som har det samme udgangspunkt i livet, og har klynget sig til den samme gennemhullede kæntrende skude, imens de greb efter noget der kunne hive dem op af strømmen af konstant modgang – og pludselig fandt det. Og gik hver sin vej. Det er mærkeligt, meget mærkeligt.

Vi, mine søskende og jeg, har samme barndom – næsten – men har fire forskellige versioner af hvad der er sket i dén barndom. Jeg tager absolut rollen som den evige trodsende knytnæve-slående førstefødte, og har krævet min ret; at det ikke var mig som barn der skulle bære ansvaret for den dårligdom vi stod i. Min far, som jeg har skrevet om her her og her, er et fantastisk menneske og har altid været det – han havde en kort afstikker som misbruger, men det er jo for længst ophørt og gjort godt igen – har passet på mig siden jeg som 14-årig blev smidt ud hjemmefra af min mor. Og så har vi søskende krydset hinandens veje i ny og næ.

I perioder har vi haft nære bånd, som har fyldt meget og så er de bånd pludselig ophørt igen. De er desværre blevet brudt med hårde ord, og en hilsen om et håb om aldrig at ses igen – mange ord er blevet sagt, men endnu flere er ikke blevet sagt. og dét er lige præcis det der er allermest kendetegnende for min familie. Altså min mors side af familien.

Jeg har et sæt fætre og kusiner i Norge, min mors familie, de er tilsvarende gamle som os, blot en dreng som den ældste og så trip-trap-træsko tre piger (faktisk er det dem på billedet her i indlægget, hvor jeg har dén der smarte spejder t-shirt på…), og det er utrolig interessant at se, at deres historie er fuldstændig magen til vores. Brudte og ophørte relationer, søskende der ikke alle ser deres far og usagte ord der bliver til betændte sår. Og sådanne sår vokser – og går der ikke hul, og sluttes af med en gang svidende jod og et plaster, så ender det tit med bylder. Og bylder gør naller – og er svære at slippe af med.

Mine bylder har jeg ret godt styr på, tror jeg. Jeg har dem under kontrol, og tror faktisk ikke at behovet for at rense dem er særlig stort. Jeg har gjort mange ihærdige forsøg på at binde flokken sammen igen, men jeg har også en grænse for hvad jeg kan og vil stå model til. Og den er forlængst nået.

Så her står jeg i dag, med et hav af søskende, og i virkeligheden kun én – er det ikke pudsigt.

Men det er nu også helt ok. Jeg har sluttet fred med realiteterne, og kan ikke magte alle de svære og ustabile relationer i mit liv, især ikke efter at jeg har fået Alvin. Han har om nogen lært mig at vægte de vigtige ting højest. Og det er ham og Tim.

 

10 comments / Add your comment below

  1. Jeg har sagt det før, men det kan sagtens gentages: Du er er ualmindeligt sejt og stærkt menneske, Maria – kæmpe respekt til dig for i den grad at være et levende bevis på, at den sociale arv KAN brydes! Kys på dig:)

    1. Tak søde Elisabeth, det var dog en fin kommentar at modtage:)
      Og ja den kan jo brydes, og dén historie er o også vigtig at fortælle.

  2. Smukt og ærligt indlæg – og ja, det med søskende er en svær ting. Mine egne to brødre er så meget ældre end mig (8 og 11 år) og har kun boet sammen de første 3 år af mit liv. Derefter blev de sendt på kostskole i Danmark – så jeg er opvokset som “Enebarn” med søskende! 😉

    Vi er på ingen måde tætte, men de vil altid være mine brødre – og jeg deres irreterende lillesøster!

    Kram herfra
    /Christina

    1. Tak skal du have:)
      Ja stor aldersforskel kan jo også være en udfordring, min egen dreng er efternøler, håber at han vil bevare et tæt bånd til sine ældre brødre.

      Du er sikkert sød, selvom du er lillesøster-irriterende;)

  3. Maria! Jeg blir lige imponeret hver gang du løfter sløret for din barndom, for det er bare super fedt at du har sluppet fri af den sociale arv! Og selv i almindelige familier kan der være problemer – min mor og hendes lillesøster har i mange år været “tavse” overfor hinanden og de ses kun til fødselsdage og jul, og de undgår mere eller mindre hinanden. Så det kan ske for alle – men jeg håber nu min tvilling og jeg holder fast i hinanden for altid <3 kh Pia

    1. Tusind tak skal du have:) Det varmer da at der er så mange der reagerer positivt og giver en virtuel high five! Tak for det.
      Jeg ved godt at almindelige familier også kan være udfordrede, jeg er bare så vant til at anskue det fra mit eget lille dysfunktionelle udgangspunkt, ha ha…!

      Godt nytår til dig:)

  4. Kære Maria.
    Wow, fik kuldegysninger, da jeg læste dette! Du er og bliver et dejligt og inspirerende menneske og jeg tænker stadig tilbage på de mange sjove oplevelser, grin og danse (Tarkan!) vi har haft sammen.
    Mange kærlige hilsner og tanker, Suzan

    1. Åhr altså, Suz, hvor er du sød <3

      Og ja, sikke en fest vi har haft; du, jeg og Tarkan<3 <3 <3 Mon han nogensinde kommer til DK?!

Skriv et svar