De dér loppefund…

…er jo helt fantastiske!!

Idag var jeg med manden og Lille A i Ballerup Centeret for at finde en klapvogn. Vi fandt én, men barnet der kan have så vanskeligt ved at sove måtte simpelthen en tur ud af centeret for at finde ro.

Ud triller vi på gågaden – og det var jo et mekka af gode fund og sager, da der var lørdagslopperi. Jeg kan slet ikke styre min begejstring i sådanne situationer, og finder altid 1000 ting jeg bare MÅ eje. Men jeg øver mig i ikke at købe ALT på min vej, så jeg begrænsede mig til disse sager – jeg tror jeg har brugt omkring 120 kr, og deri røg også tre fine trøjer til mig selv med.

En totalt fed luftballon til at hænge i Lille A´s loft. Den er fantastisk. Muligvis bliver kruven skiftet ud, men op kommer den helt sikkert.

Disney bøger til at klippe i, dette års julepynt bliver helt sikkert med Disney tema. Glæder mig allerede til at komme igang. Robin Hood får dog lov at overleve, da det er mandens favorit bog, så den kan han læse for Lille A engang.

Skønne neon farvede seler til mellemste barnet på bryllupsdagen. Han er en lille sprælsk fyr der elsker farver, ligesom sin papmor, så de er lige i øjet – og vores tema er jo neon.

Herlige sko til Lille A. Lige præcis sko er jeg ellers lidt sippet med at købe brugte, da det jo er vigtigt at de former sig efter lige præcis hans fod – men kunne slet ikke stå for dem, og til 20 kr, så kom de med. De har den helt rette sixpence stil.

Jeg elsker hæklede smække, og Lille A får straks disse på. De første to tænder er brudt igennem, så der bliver savlet en del. De hæklede stræømper fra Sebra er helt nye, kender ikke nogen der kan passe dem – endnu. Men er af den overbevisning, at sådan et fund lader man ikke gå upasseret hen.

Sødt junior sengesæt med Disney figurer. Jeg er ikke så god til at få brugt alt det retro stof jeg køber, det må jeg snart igang med.

Ikke købt på loppen, men ved doktoren, hvor man jo kan smide et symbolsk beløb i en bøsse og tage et blad med hjem – det blev til disse fire. Skøn inspiration og et Eurowoman der røg med pga artiklen om NKOTB – men så var den ikke i?!?!?! Skandale! Jeg var til koncerten i foråret – og jeg lyver ikke, når jeg siger at det var et af mine livs bedste koncerter! Jeg er (igen) fan.

Kære elskede Søstrene Grene – åh hvor jeg dog elsker deres faste hobby sortiment! Det er en fryd at kunne købe så lækre sager til så få penge, og mon ikke Panduro har ærget sig over deres “nye” konkurent mange gange?
Papir, æsker, klistermærker, bånd, papirsruller , stempel og maskingtape for under 300 kr – det er jo for vildt! Elsker deres nye grafiske papir! Perfekt til Lille A´s babybog og andre projekter.

Mmm…tape!

Og til slut et billede af min lille fyr der øver sig i at kravle. Det kan godt være at han ikke er så god til at sove middagslur,men det fysiske fejler ihvertfald ikke noget, her på spring til at tage sine første kravle-skridt, syv måneder og tre dage gammel!

18 comments / Add your comment below

  1. Ja lige præcis. Jeg går også lidt i panik når jeg opdager er godt loppested. Jeg vil se det hele på én gang og er lidt bange for at misse noget godt! Hehe. Men sikke nogle fine og billige ting. Glæder mig til at se hvad du får kreeret af de nye køb 😀

  2. a ha, ja er det ikke frygteligt? Man har lyst til at råbe "freeze!!!" ud over hele pladsen, og selv lige sondere terrænet imens alle andre venter:-)
    Ja er også så glad for mine køb:-)

Skriv et svar